Det lykkedes! En (næsten) fuld undervisningsuge, bandøvning, færdigproduktion og -klipning af band-demo, og indtil flere ud-af-huset-aktiviteter med vores lille familie - uden at måtte smide håndklædet i ringen i forhold til at komme en sats videre i suiten. Næste uge står den på Gavotta, og så er jeg igennem suiten.
Andetsteds i cyberspace havde jeg i øvrigt en interessant sam-skriv med Hans Ovesen om suiten og dens plads i Villa-Lobos produktion. Som nævnt var Villa-Lobos ikke vild med, at den skulle hedde det, den hedder, og syntes ikke det var nødvendigt med suffixet "Choro" på alle satserne. Herudover er det påfaldende, at der ikke er noget præludie, som der ellers plejer at være i en suite - f.eks. dem af Bach, som Villa-lobos jo var stor beundrer af, og som man derfor nemt kunne forestille sig, at han ville løfte på hatten for, med sin egen suite. Alt dette tyder på, at suiten er sammensat af forlæggeren Max Eschig, og ikke af Villa-lobos selv. Før jeg begyndte at arbejde på suiten kendte jeg egentlig også mest satserne som selvstændige stykker, der oftest spilles enkeltvis. Flertallet af koncertguitarister går - som jeg opfatter det - i en diskret, men dog mærkbar bue uden om netop valsen, så jeg var spændt på, hvordan den ville være, selv at skulle gestalte.
Formmæssigt holder den sig til den efterhånden velkendte rondo-form, som de øvrige satser der er behandlet her, også følger. A-B-A-C-A. Ikke så mange dikkedarer. Dog er den metrisk ikke så jævnt-flydende som de andre satser - Fraselængden forekommer mig at overraske lidt oftere end i de andre satser.
Alt i alt er mit indtryk af valsen positivt; jeg synes det er et behageligt og roligt lille stykke guitarmusik, der måske ikke vil være den del af et koncertprogram de fleste vil hæfte sig ved, men som netop på grund af sin ro, måske burde spilles oftere(?). Som en del af suitens helhed fornemmer jeg, at dens mere stillestående melodik vil give et godt afbræk efter Mazurka og Scottisch's mere bevægelige melodier, og før den afsluttende Gavotta's ditto.
I øvrigt er valsen et af de tydeligste eksempler jeg har set på, at hvis man vil spille Villa-Lobos i større udstrækning, så er det en god idé, at få gang i højre hånds lillefinger, som ellers bliver holdt lidt udenfor i traditionel klassisk guitarteknik. Satsens første 7 takter kan godt spilles med de 4 "normale" fingre, men får man lillefingeren arbejdet ind, slipper man for at gentage samme finger, og musikken kommer for mig simpelthen til at føles mere letflydende og organisk, og højre hånd føles dejligt afbalanceret og afslappet.
Jeg er endnu ikke stødt på min yndlings Villa-Lobos anekdote i det bogmateriale, jeg læser ved siden af indstuderingen, så denne genfortælling bliver på ægte folkeeventyr-manér:
Segovia havde gennem længere tid på trods af flere opfordringer, undgået at spille Villa-Lobos guitarværker. Han anså dem for at være uspillelige. Ved en lejlighed, hvor begge herrer, og deres betragtelige egoer var til stede greb Villa-Lobos i et ubevogtet øjeblik Segovias elskede Hauser-guitar, og begyndte at spille. Segovia var rasende - hvad bilder De dem ind, den herre!!! Jo, jeg spiller såmænd min uspillelige musik... Hvorefter han blandt andet viste Segovia et antal passager, der lod sig løse ved at bruge højre hånds lillefinger. Sidenhen blev de to herrer hinanden noget mere venligt stemt, og Villa-Lobos guitarkoncert er endda tilegnet Andrés Segovia.
Det blev til mange ord. Her er en video, til dem, der holdt ud hele vejen igennem dem!
Valsa (Choro) from Suite Populaire Bresilienne *Work in progress* from Thomas Lyng Poulsen on Vimeo.
Direkte link til video
Ingen kommentarer:
Send en kommentar