onsdag den 1. juli 2015

Drengen i boblen

This post in English

Halvanden uge er der gået siden sidst - og den sidste sats af suiten er i kassen, samt de 5 præludier.

Altså... Jeg har indspillet dem, jeg har redigeret nænsomt, jeg har lyttet og lyttet og lyttet - og så redigeret lidt mere - fra tid til anden knapt så nænsomt... Jeg har lyst til at gøre det hele om den ene dag, og er egentlig meget godt tilfreds den anden.

I den forgangne uge har vi haft besøg af håndværkere, hvad der resulterede i nogle lidt mere ujævne arbejdsdage for mit vedkommende, idet selve indspilningsprocessen jo nødvendigvis måtte ligge uden for deres arbejdstid; så der har været nogle sene aftenindspilninger, hvad der også har sin charme; at sidde i husets mest afsidesliggende rum, mens den lille familie sover trygt i deres senge.

Forude venter etuderne, og det er jo nok til at give hvem som helst præstationsangst... På den ene side glæder jeg mig til at se, hvad jeg kan levere når den røde lampe lyser, på den anden har har jeg min tvivl i forhold til, om jeg kan tilføre noget som helst relevant til etuderne... Om ikke andet er det relevant for mig selv at gøre forsøget. Netop etuderne er den del af dette projekts materiale, som har krævet - og givet mulighed for - mest gravearbejde af mere akademisk art, og selv om jeg kan huske mange af de beslutninger der blev taget i processen, i forhold til hvilke forskelle mellem manuskript-udgaven og den nogle steder ret udskældte Max Eschig-udgave jeg ville indarbejde i min fortolkning, så er det enormt praktisk at have ført denne virtuelle dagbog over mit forløb; det gør det nemt, etude for etude, at huske mig selv på, hvor jeg gerne vil hen.

I aften står den dog på elektrisk forstærket guitar i øvelokalet - et lille frikvarter, hvor mit alter ego bliver luftet, før det i morgen går løs igen i det lille studie. Så får vi se, hvor mange etuder jeg kan nå at få i "kassen" før jeg holder et par ugers velfortjent ferie væk fra mikrofonerne, og deres konstante hvisken i baghovedet - at jeg burde sidde foran dem og spille, hver gang jeg foretager mig noget mindre konstruktivt.

Mit hoved føles som en boble, hvor Villa Lobos og hans musik rumsterer rundt, og hvor verden udenom kan have svært ved at trænge ind. Inde boblen går jeg rundt, og forsøger at være til stede i det der foregår udenfor, når jeg har mennesker omkring mig, mens jeg overgiver mig til boblen, når jeg har ro til at være i studiet... Jeg får mindelser til Paul Simons sang, "Boy in the Bubble", selv om min tilstand ikke rigtigt relaterer sin til andet end sangens titel...

Boy in the Bubble

Dette indlæg på dansk

It's been a week and a half since my last post, and I have recorded the last movement of the suite, plus the 5 preludes.

I mean... I recorded them, I edited gently, I listened, listened and listened again, and then i did some more editing - not always quite as gentle... I want to start it all over one day, and the next; I am quite pleased with my work so far.

Last week, we had a carpenter and bricklayer here, doing work on the house, breaking up the rythm that I had found, since I had to record, when they weren't here with hammers, power tools and whatnot... That resulted in some late night sessions, something that posesses its very own kind of charm; sitting in the far end of the house, while my family is is soound asleep in their beds.

In front of me, I have studies to record, and that, I suppose, would give anyone some degree of performance anxiety... On one hand, i am looking forward to finding out, what I can do with them, when the little red light is on, on the other hand, i don't know if I have anything of relevance to the world, when it comes to those pesky studies... If nothing else, it is highly relevant to my own self to give it a shot. The studies form the part of this project, where I had to make the most decitions between different versions of the pieces, and in relearning them, this blog is a very nice tool to have - a kind of diary, where I have jotted down the reasons or lack thereof, for the decitions that I have made.

Tonight, I am taking my electrically amplified guitar to the practise room - a break from all of this serious classical guitar business, where my alter ego gets his night out! Tomorrow its back into the recording booth to see how many studies I can get down on disk before going on vacation, away from the constant whispers of the microphones, calling me back to them every time I do something slightly less constructive with my time

My head feels like a bubble full of Villa Lobos and his music, that only lets the outside world in reluctantly. Inside this bubble I walk around - sometimes trying hard to make myself present in what goes on outside it, whie surrendering to the bubble when I am alone. I am reminded of the Paul Simon song, "Boy in the Bubble", although the only thing my condition has in common with it, is the title...