My Villa Lobos journey

Uge 14 - Etude no. 7

This post in English

Hov, er det en ny guitar? Det er i hvert fald en anden end jeg plejer at spille på. I dag havde jeg fornøjelsen af, at besøge hobby-guitarbyggeren Hans-Henrik Hansen i Allerød, og prøve hans guitarer. Den, der spilles på, i videoen er min absolutte favorit, blandt de 4 han har bygget, omend alle 4 havde deres charme. Jeg blev vist den store godhed, at få lov, at låne guitaren med hjem, så jeg kunne danne mig et mere komplet indtryk af den, for at kunne give ham min mening om instrumentet. Som led i processen med at lære den at kende, indspillede jeg dagens video på guitaren - og var vældig begejstret for at spille på den, selv om man nok vil kunne høre, at der skal lidt mere end et par timer til, før guitaren og jeg har fundet ud af præcis hvor langt ud vi kan presse hinanden, før vi rammer en kant, hvor det klinger mindre skønt.

Ved siden af det direkte arbejde med musikken læser jeg stadig i de hjemlånte bøger om Villa-Lobos, og konstaterer, at selv om manden havde en næsten overmenneskeligt stor produktion, så er samtlige guitarstykker nævnt, også i de bøger, hvor en akademisk og analytisk tilgang til det musikalske stof er fremherskende. Med andre ord har jeg fornøjelsen af, at spille nogle af de mest interessante stykker, af en af de mest interessante komponister fra latinamerika i første halvdel af det 20. århundrede.

Ugens etude er etude no. 7; en etude jeg har spillet tidligere, og som jeg holder meget af, for dens blanding af improvisatorisk lydende skalaløb, der opfordrer til yderst frit spil, og lyriske passager med hoftesvingende brasilianerinder dansende rundt til det vuggende akkompagnement.

Videoen er optaget i et undervisningslokale på Allerød Musikskole efter klargøring af scenen til Halloween-arrangement, og før det gik løs. Jeg havde en idé om, at spille etuden i fuldt vampyr-outfit, men det var for stor en distraktion, at forsøge at spille med falske hugtænder, så I må nøjes med noget så sjældent som mig, i smoking...

Etude no 7 from Thomas Lyng Poulsen on Vimeo.

fredag den 24. oktober 2014

Week 13 - Study no. 6

Dette indlæg på dansk

Study no. 6 is not the most daunting of the 12 studies. Not that I nail it completely after one week of studying it, but with regards to form and memorisation, it's quite manageable, compared to the other Villa-Lobos solo guitar pieces. The weekly video recording process is a great learning exerience for me, clearly highlighting some interesting aspects of performance psychology, and how it manifests with me. One example being, that I have a strong tendency towards over playing, when the camera is running, and thereby losing much of that, which I believe to be the major strengths of the guitar - namely the richness of colour and the ability to pull the listener very close to the instrument and the performer. I tried to work against this tendency in this weeks video, and intend to keep focusing on this during the coming weeks, convinced as I am, that it will be to the obvious benefit of the musical output.

This, by the way is the halfway mark, with regards to the set of studies. I am starting to feel the tingling sensation, that I got to know as a child, when Christmas was approaching... Can't wait till the day comes, when I know the whole set from within! A complete playthrough must be the ultimate guitar warmup! Perhaps even better than going for a run!

last week, I forgot to mention, that I played a "toddler concert" at a nearby library early in the week. Around 20 small children ages 1½ - 2 years, and their adults, letting themselves dissapear into the world of 25 minutes of instrumental guitar music without any trace of pretence, behavioral filters and polite concert going habits (which are not bad things in themselves, by the way), is a moving and affirming experience. To get to be the one, who sits at the centre of such an experience is a great, great honor. Playing these concerts gives me a very clear and tangible insight into why I do, what I do. One that can fade to the far back of the mind, in a busy day-to-day life. Having the now 3-year-old, that inspired me, to create these concerts 2 years ago, and his mother there to experience it for the first time, only made it all the better.

Tomorrow I deliver the musical accompaniment for a wedding dinner followed by 3 sets of dance friendly music with my friends in heatwave. This varied life full of experiences of all kinds makes me a happy little camper...

Here is this weeks video.

Etude no 6 from Thomas Lyng Poulsen on Vimeo.

Uge 13 - etude no. 6

This post in English

Etude nummer 6 er nu ikke den mest skræmmende af de 12. Ikke dermed sagt, at den sidder lige i skabet efter en uge, men formmæssigt og i forhold til memorering, er den ganske overkommelig, set i forhold til de øvrige Villa-Lobos solo-stykker. Den ugentlige videoindspilningsproces er temmelig lærerig for mig, i forhold til de psykologiske mekanismer, der gør sig gældende når jeg skal performe. F.eks. er jeg blevet meget opmærksom på, at jeg har en kraftig tendens til at overspille, når kameraet er tændt, og derved miste store dele af det jeg elsker ved guitaren - nemlig den klanglige farverigdom, og evnen til at suge tilhørerens opmærksomhed helt tæt ind til sig. Jeg har forsøgt at modarbejde denne tendens i ugens video, og vil forsøge at have dette som et fokuspunkt de kommende uger, ud fra en klar overbevisning om, at det vil være til stor gavn for det musikalske resultat.

I øvrigt er jeg nu halvvejs gennem etuderne, og begynder så småt at glæde mig som et lille barn før jul til, at kende hele sættet "indefra". En gennemspilning af alle 12 vil være en fornøjelig, effektiv og musikalsk givende guitaropvarmning! Måske endda mere effektiv end en god løbetur!

I øvrigt glemte jeg i sidste uge at nævne, at jeg først på ugen spillede småbørnskoncert på et nærliggende bibliotek. Ca. 20 børn fra 1½ til 2 år med voksne, der lod sig opsluge af 25 minutters rent instrumental guitarmusik helt uden sociale filtre og høflig koncertkultur, er en rørende og livsbekræftende oplevelse. At få lov at være ham, der sidder i midten af denne oplevelse, er en stor, stor ære. Når jeg spiller disse koncerter, opnår jeg en meget konkret, og i en travl hverdag ofte glemt, indsigt i, hvorfor det er, jeg gør det, jeg gør. At den 3-årige der for 2 år siden inspirerede mig til at udvikle en småbørnskoncert og hans mor, for første gang havde mulighed for at være med som publikum til denne koncert gjorde kun det hele meget bedre.

I morgen skal der leveres solistisk dinermusik "på klassisk", efterfulgt af 3 sæt dansemusik sammen med altid velspillende Heatwave. Et varieret og oplevelsesrigt musikerliv gør mig glad i bolden.

Her er ugens video.

Etude no 6 from Thomas Lyng Poulsen on Vimeo.

søndag den 19. oktober 2014

Uge 12 - Etude no. 5

This post in English

Efterårsferie - familien i centrum, flere forgreninger af den, og venner bosat i relativ nærhed af dem, der skulle besøges i den anden ende af landet. Kunne det lade sig gøre, at indstudere, memorere og lave video af endnu en etude mens dette stod på? Det kunne det, selvom Villa-Lobos-ugeplanen blev strukket ud til at inkludere weekenden, der ellers har været mere eller mindre fredet i den periode jeg har arbejdet med dette projekt. Til gengæld nåede jeg ikke til International Guitar Festival Aarhus, der som sædvanligt præsenterede et program jeg nødigt ville gå glip af.

Videoen er optaget i min sviger-bedstefars lejlighed, så tak for lån! Etuden har været den hidtil sværeste at memorere, men det lykkedes til sidst, og her er den.

Week 12 - study no. 5

Dette indlæg på dansk

Fall break - family time. Various branches af family, and friends living relatively near them, have been visited across the country (Denmark is really not that big, but it still feels far away from home, when you move from one side of the map to the other). Would it be possible to learn, memorize and record a video while catching up with friends and relatives, eating, drinking, talking and all those wonderful things, that really matter? Well, I managed, even though I had to stretch the Villa-Lobos schedule to include the weekend, which has otherwise been Villa-Lobos free territory for the majority of the past 12 weeks. I did not, however manage to attend even a single concert at International Guitar Festival Aarhus, although it presented several concerts I was very sorry to miss.

I recorded the video in my grandfather-in-law's appartment; thanks for letting me use it! This study has been the most difficutl one to memorize so far, but I managed in the end, I believe, and here it is.

fredag den 10. oktober 2014

Week 11 - study no. 4

Dette indlæg på dansk

A wise man once told med something along the lines of: Teaching is a great way to learn.

It is often while teaching, and listening to the playing of my students, that I gain insights into what the factors are, that to me, make music interesting, from a listeners perspective. One of the absolutely most important things, is dynamics. So I would like to deeply appologise. i have been posting videos for the past 10 weeks, of neither-this-nor-that-mezzoforte playing. So I really tried, this week, to get around in the dynamics spectrum - which is especially important in this study, because it is, oh, so tempting, to just hammer away at maximum, once you get going

It seems, that Villa-Lobos couldn't quite agree with himself, when it comes to HOW the sudy is to be played. The notes, all-in-all, are the same in the 1928-manuscript, and the 1953-edition. There are differences, and I have made decisions based on playability and voiceleading, but the really interesting differences lie in the playing directions. One version states, that the first two bars are to move from a delicate piano to mezzoforte and back, the other one from mezzoforte to a potent forte and back. Another example is the last two bars, where one version states toujours a tempo i.e. absolutely no slowing down, whereas the other version states an Allargando, a quite significant slowing down. What the devil is a reflected performer to do, then? My conclusion is, that Villa-Lobos was a man , who liked to improvise and play around with his music. He would hear one interpretation in his mind when writing something down, like it, and include it in the score; as a suggestion. When revising, he might have heard a different take on the piece since writing it, or simply gotten another idea, that found its way to the paper.

The freedom to improvise when manifesting music, lifting it out of the page and into being, is one of my absolute favourite things in life. I find it difficult, when composers try to force my hands, by littering thir scores with minute descriptions of how to play the piece - to me, the notes themselves are more often than not quite capable of telling me themselves, where the piece needs to go. A few hints are nice to get, but otherwise, just let me play! That is why it pleases me to realise, that what Villa-Lobos wants, is for the performer to do SOMETHING, in terms of tempo and dynamics, rather than just spitting out notes in rapid uniform succession. And so, I tried to do, well, something.

Uge 11 - etude no. 4

This post in English

Man skal lære så længe man har elever, var der engang en klog mand der sagde.

Det er ofte mens jeg underviser - altså mens jeg lytter på musik, frem for når jeg selv spiller, at jeg opdager, hvad der gør musik interessant at lytte på. En af de allervigtigste ting, er dynamik, og derfor vil jeg godt have lov til at sige undskyld. I 10 uger, har jeg kastet videoer efter jer, hvor der stort set aldrig, sådan for alvor, spilles svagere nuancer end leverpostejs-mezzoforte-hverken-eller. Derfor har jeg lagt mig i selen i denne uge, for at få hele det dynamiske spænd i spil - især fordi det er så fristende, netop i denne etude, bare at smadre derudaf, når først man er kommet i gang.

Villa-Lobos kunne tilsyneladende ikke blive enig med sig selv om, hvordan etuden skal spilles. Tonerne er i det store hele ens i det så ofte omtalte 1928-manuskript og 1953-udgivelsen. Der er forskelle også her, og jeg har forholdt mig til dem ud fra en god blanding af spilletekniske og stemmeføringsmæssige overvejelser, men de virkeligt interessante forskelle ligger faktisk i foredragsangivelserne. I den ene version bølger de første 2 takter fra sagte piano til mezzoforte og tilbage. I den anden startes mezzoforte, og bølger op om et potent forte og tilbage igen. De sidste 2 takter er i den ene markeret toujours a tempo, altså på det allerbestemteste uden nogen som helst form for opbremsning, mens den anden siger Allargando - en ret markant form for nedbremsning. Hvad Søren skal man som oplyst musiker så konkludere? Jeg konkluderer, at Villa-Lobos var musiker med en improvisatorisk sjæl. Han kunne lide at lege med udtrykket, og når han nedskrev noget, hørte han for sit indre blik en fortolkning, som han fik lyst til, at skrive ned, som et forslag til fortolkeren. Ved revisionen har han så måske siden første nedfældning hørt det spillet anderledes, eller bare ved gensynet af noderne fået en anden idé, som så har fundet vej til papiret.

Netop det improviserende element i forhold til formningen af musikken, er min helt store kærlighed. Jeg har ofte svært ved komponister, der med tegn og gerninger forsøger at styre i detaljen, hvordan jeg skal spille deres musik. Så det passer mig fint her, at konkludere, at Villa-Lobos tydeligvis ønsker, at fortolkeren arbejder med dynamik og tempo frem for i denne etude blot at lire toner af i en lang pølse af lyd.Og det har jeg så forsøgt.

fredag den 3. oktober 2014

Week 10 - study no. 3

Dette indlæg på dansk

HURRAH! A tiny anniversary of project "My Villa-Lobos Journey". We shall not linger upon the fact, that the celebratory 10th week of active blogging began with two days of lying on the couch with a nasty stomach fly..

This week it's all about study no 3. I have played it on earlier occasions, so the 2 days of no practise were more or less cancelled out by my forehand knowledge. This is the first of the studies, where I lean more on the 1928 manuscript, than on the 1953 edition. Quite simply, the reprise of the musical material becomes more interesting and serves as more of a comment or reflection upon the opening statement, when fewer bars are repeated. I have tried to imagine how the difference came about; Villa-lobos sitting across from his publishing agent, going over the material. The publisher looks at study no. 3, and sends a kind (and economically aware) thought to his typesetter. He then suggests, that the study might not suffer terribly from a simple da capo marking, rather then having to typeset more or less the whole thing twice, just to be able to show the changing of select repeats. Could it be, that the study would still stand quite strong, even with this slight reduction in complexity of form, and in working hours for the typesetter. In my mind, Villa-lobos pulses heavily on his cigar a few times, before accepting the change...

Once again, I have stumbled upon an internet ressource, that has enlightened me on the relation between the 1928 manuscript and the 1953 publication, as well as on other manuscript sources and the contents of these. It is an article by Stanley Yates, from the days when the debate on different versions of the studies burned the hottest in 1997. http://www.stanleyyates.com/articles/hvl/hvl.html. Worth a read I believe.

Yates also writes about the fingerings of Villa-Lobos, of which there are many more in the 1928 manuscript, than in the published version, and i would like to give a few remarks of my own on the subject. His fingerings can give an interesting insight into how the man himself payed the guitar, and what musical elements he gave higher priority. This in turn gives an insight into which elements he himself found to be the most important ones. Personally, however, I find, that fingering is a very personal thing, reflecting the strenghts, and attempting to disguise the shortcomings of the individual. What is an obsiously brilliant fingering to one guitarist may be utterly impossible to another, and each must find for himself, that solution which enables him to best realise the score. This is why, I would be cautious to blindly adopt the fingerings of any composer, even one as obviously capable on the guitar as Villa-Lobos. For instance, there is much to suggest, thathis fourth finger was, in comparison to mine, superhumanly strong. i couldn't possibly hope to realise his fingerings in a manner that would be worth listening to. I might benefit from practising then at home, alone. But I would not wish for anyone else to overhear it. Furthermore, I find, that what makes it continually interesting, to hear new interpretations of old warhorses is the fact, that the prformer dives into the piece, and drawa out that which fascinates him. The good performer researches various sources and knows the versions and people that came before him, but ultimately, he must portray the music from where he stands.

And now for the video. Although I modified fingerings to spare my quite human fourth finger of public humiliation, it still felt like quite the fourth finger marathon to record...

Uge 10 - Etude no. 3

This post in English

HURRA! Et lille jubilæum til projekt "My Villa-Lobos Journey". At jubilæet så skulle fejres med, at starte ugen med 2 dage på sofaen med et ikke nærmere defineret maveonde lader vi være med at hænge os for meget i.

Det er etude no. 3 det hele handler om - jeg har spillet den tidligere, så de 2 dages manglende øvning fra ugens start lod sig næsten neutralisere af mit forhåndskendskab. Denne etude er den første, hvor jeg for alvor læner mig mere op ad 1928-manuskriptet end 1953-udgivelsen. Jeg synes ganske simpelt, at reprisen bliver mere interessant, når færre af takterne gentages; den melodiske sammenhæng fra takt til takt fremstår i et nyt lys, som klæder det - sat op imod præsentationen af stoffet, hvor stort set alle takter gentages. Jeg vælger at tro, at det er udgiveren, der med en venlig (og økonomisk bevidst) tanke til sin hånd-nodesætter, har foreslået, at man i stedet for at sætte stort set hele etuden, to på hinanden følgende gange, for at kunne anvise den ændrede gentagelsesstruktur, nøjedes med et simpelt da capo - om ikke kompositionen stod ganske stærkt, selv med denne lille forenkling af formen; og nodesætterens arbejde. Villa-Lobos tager i min forestilling et par temperamentsfulde sug af cigaren, og indvilger, mere eller mindre overbevist.

Endnu en gang er jeg faldet over en net-ressource, som har gjort mig klogere på især 1928 manuskriptet i forhold til den endelige udgivelse, men også på, hvad der findes af andre manuskript-versioner rundt omkring i verden. Denne gang er det en artikel af Stanley Yates, fra dengang debatten om etuderne rasede allerhedest i 1997. http://www.stanleyyates.com/articles/hvl/hvl.html. Værd at læse, synes jeg.

Yates skriver også om Villa-Lobos fingersætninger, som der er mange flere af i 1928-manuskriptet end i 1953-udgaven, og jeg har lyst til selv, at knytte et par ord til disse. De kan give et interessant indblik i, hvordan Villa-Lobos spillede guitar, og hvilke musikalske dispositioner han foretog, når han spillede. Det er åbenlyst, at man herved også opnår en indsigt i, hvilke elementer af sin musik han selv fandt væsentligst. Min personlige holdning til fingersætninger er dog, at enhver guitarists fingre er forskellige, og hvad der er en åbentlyst fremragende fingersætning for den ene kan ligge helt umuligt for en anden, og den enkelte guitarist må afgøre med sig selv, hvordan han bedst forløser en given passage. Derfor giver det for mig ikke megen mening slavisk at følge Villa-Lobos fingersætninger, da meget tyder på, at han f.eks. har haft en, i forhold til mig, om ikke andet, næsten overmenneskeligt stærk fjerdefinger. Ydermere er det, der gør, at det stadig er interessant at høre nye fortolkninger af gamle travere jo netop, at den enkelte musiker dykker ned i musikken, og fremdrager det, der for for ham forekommer vigtigst, selvfølgelig med behørig stillingstagen til forlægget og tidligere versioner, men i sidste ende ud fra sig selv.

Og så til videoen, der til trods for, at jeg har fingersat etuden under hensyntagen til min så ganske menneskelige fjerdefinger, stadig føltes som lidt af et lillefingermarathon at indspille.