Drengen i boblen

This post in English

Halvanden uge er der gået siden sidst - og den sidste sats af suiten er i kassen, samt de 5 præludier.

Altså... Jeg har indspillet dem, jeg har redigeret nænsomt, jeg har lyttet og lyttet og lyttet - og så redigeret lidt mere - fra tid til anden knapt så nænsomt... Jeg har lyst til at gøre det hele om den ene dag, og er egentlig meget godt tilfreds den anden.

I den forgangne uge har vi haft besøg af håndværkere, hvad der resulterede i nogle lidt mere ujævne arbejdsdage for mit vedkommende, idet selve indspilningsprocessen jo nødvendigvis måtte ligge uden for deres arbejdstid; så der har været nogle sene aftenindspilninger, hvad der også har sin charme; at sidde i husets mest afsidesliggende rum, mens den lille familie sover trygt i deres senge.

Forude venter etuderne, og det er jo nok til at give hvem som helst præstationsangst... På den ene side glæder jeg mig til at se, hvad jeg kan levere når den røde lampe lyser, på den anden har har jeg min tvivl i forhold til, om jeg kan tilføre noget som helst relevant til etuderne... Om ikke andet er det relevant for mig selv at gøre forsøget. Netop etuderne er den del af dette projekts materiale, som har krævet - og givet mulighed for - mest gravearbejde af mere akademisk art, og selv om jeg kan huske mange af de beslutninger der blev taget i processen, i forhold til hvilke forskelle mellem manuskript-udgaven og den nogle steder ret udskældte Max Eschig-udgave jeg ville indarbejde i min fortolkning, så er det enormt praktisk at have ført denne virtuelle dagbog over mit forløb; det gør det nemt, etude for etude, at huske mig selv på, hvor jeg gerne vil hen.

I aften står den dog på elektrisk forstærket guitar i øvelokalet - et lille frikvarter, hvor mit alter ego bliver luftet, før det i morgen går løs igen i det lille studie. Så får vi se, hvor mange etuder jeg kan nå at få i "kassen" før jeg holder et par ugers velfortjent ferie væk fra mikrofonerne, og deres konstante hvisken i baghovedet - at jeg burde sidde foran dem og spille, hver gang jeg foretager mig noget mindre konstruktivt.

Mit hoved føles som en boble, hvor Villa Lobos og hans musik rumsterer rundt, og hvor verden udenom kan have svært ved at trænge ind. Inde boblen går jeg rundt, og forsøger at være til stede i det der foregår udenfor, når jeg har mennesker omkring mig, mens jeg overgiver mig til boblen, når jeg har ro til at være i studiet... Jeg får mindelser til Paul Simons sang, "Boy in the Bubble", selv om min tilstand ikke rigtigt relaterer sin til andet end sangens titel...