Det er blevet etude-tid. Måske det bedste solo-guitarværk fra Villa Lobos' hånd, samlet set. Personligt holder jeg i hvert fald meget af etude no. 1 - og flere af de andre. Det er første gang jeg har beskæftiget mig med manuskript-versionen, der har givet anledning til megen debat i guitarkredse. I videoen spiller jeg først den version, der blev udgivet af forlaget Max Eschig, og derefter manuskript-versionen, så man selv kan bedømme hvilken man bedst kan lide. Jeg har tidligere spillet Max Eschig-versionen af denne etude, og det er muligt, at det er derfor, jeg foretrækker den. Men det forekommer mig, at den harmoniske spændingskurve kommer bedre til sin ret, når den enkelte akkord får lov at manifestere sig over lidt længere tid, end i manuskriptversionen.
Forskellen på de to versioner er nemlig den, at alle takter med arpeggio-akkorder kun spilles én gang i manuskript-versionen, og to gange i Max Eschigs udgivelse. I et enkelt tilfælde er det en 2 takters periode der gentages i Eschig, alle øvrige takter gentages enkeltvis. De 2 passager der skiller sig ud fra resten - der hvor højrehåndsmønstret brydes, og figuren forlænges, kommer kun en enkelt gang, i begge versioner. Det samme gælder for de 2 afsluttende akkorder. Herudover har de 2 versioner hver sin dynamikangivelse på den første takt, henholdsvis p og mf. Men da jeg har svært ved at forestille mig, at Villa Lobos har tænkt sig at hele etuden skal spilles i samme dynamiske nuance (GAB! det ville være kedeligt!), anser jeg ikke denne forskel som særligt væsentlig, andet end som kilde til endeløs debat hos musikforskere, og blandt guitarister efter et vist kvantum alkohol. Jovist, udtrykket i starten er lidt forskelligt, om man vælger det ene eller det andet udgangspunkt, men forudsat, at etuden spilles med skiftende dynamik, hvad jeg anser som det eneste musikalsk gangbare alternativ, rokker det ikke nævneværdigt ved helhedsindtrykket, i min optik.
Dette var i øvrigt ugen, hvor min 3-årige fik en ukulele af sin far... Jeg forsøger at lade ham lege relativt frit med den, men kan alligevel ikke lade være med, i det mindste, at vende den rigtigt, når han sidder med den. Indtil videre er han lykkelig over at høre sig selv spille den H6-akkord, de løse strenge er stemt i, så jeg afholder mig fra, at forsøge at guide hans venstre hånd ind i nogen akkordgreb lidt endnu.
Weekenden byder på et spillejob med Heatwave; så skal den indre rockstjerne ud og luftes. Og mon ikke det ville være godt for mit generelle velbefindende med en løbetur i løbet af dagen i dag. Normalt planlægger jeg mine løbeture til først på dagen, fordi det er uovertruffen guitaropvarmning at løbe en tur - når hele kroppen er varmet igennem er fingrenen det også pr. definition, og så slipper jeg for den første halve times frustrationer over, at fingrene ikke vil som jeg vil. Nå, men en video må der til. God weekend.
Etude no 1 from Thomas Lyng Poulsen on Vimeo.
Direkte link til video
Ingen kommentarer:
Send en kommentar