HURRA! Et lille jubilæum til projekt "My Villa-Lobos Journey". At jubilæet så skulle fejres med, at starte ugen med 2 dage på sofaen med et ikke nærmere defineret maveonde lader vi være med at hænge os for meget i.
Det er etude no. 3 det hele handler om - jeg har spillet den tidligere, så de 2 dages manglende øvning fra ugens start lod sig næsten neutralisere af mit forhåndskendskab. Denne etude er den første, hvor jeg for alvor læner mig mere op ad 1928-manuskriptet end 1953-udgivelsen. Jeg synes ganske simpelt, at reprisen bliver mere interessant, når færre af takterne gentages; den melodiske sammenhæng fra takt til takt fremstår i et nyt lys, som klæder det - sat op imod præsentationen af stoffet, hvor stort set alle takter gentages. Jeg vælger at tro, at det er udgiveren, der med en venlig (og økonomisk bevidst) tanke til sin hånd-nodesætter, har foreslået, at man i stedet for at sætte stort set hele etuden, to på hinanden følgende gange, for at kunne anvise den ændrede gentagelsesstruktur, nøjedes med et simpelt da capo - om ikke kompositionen stod ganske stærkt, selv med denne lille forenkling af formen; og nodesætterens arbejde. Villa-Lobos tager i min forestilling et par temperamentsfulde sug af cigaren, og indvilger, mere eller mindre overbevist.
Endnu en gang er jeg faldet over en net-ressource, som har gjort mig klogere på især 1928 manuskriptet i forhold til den endelige udgivelse, men også på, hvad der findes af andre manuskript-versioner rundt omkring i verden. Denne gang er det en artikel af Stanley Yates, fra dengang debatten om etuderne rasede allerhedest i 1997. http://www.stanleyyates.com/articles/hvl/hvl.html. Værd at læse, synes jeg.
Yates skriver også om Villa-Lobos fingersætninger, som der er mange flere af i 1928-manuskriptet end i 1953-udgaven, og jeg har lyst til selv, at knytte et par ord til disse. De kan give et interessant indblik i, hvordan Villa-Lobos spillede guitar, og hvilke musikalske dispositioner han foretog, når han spillede. Det er åbenlyst, at man herved også opnår en indsigt i, hvilke elementer af sin musik han selv fandt væsentligst. Min personlige holdning til fingersætninger er dog, at enhver guitarists fingre er forskellige, og hvad der er en åbentlyst fremragende fingersætning for den ene kan ligge helt umuligt for en anden, og den enkelte guitarist må afgøre med sig selv, hvordan han bedst forløser en given passage. Derfor giver det for mig ikke megen mening slavisk at følge Villa-Lobos fingersætninger, da meget tyder på, at han f.eks. har haft en, i forhold til mig, om ikke andet, næsten overmenneskeligt stærk fjerdefinger. Ydermere er det, der gør, at det stadig er interessant at høre nye fortolkninger af gamle travere jo netop, at den enkelte musiker dykker ned i musikken, og fremdrager det, der for for ham forekommer vigtigst, selvfølgelig med behørig stillingstagen til forlægget og tidligere versioner, men i sidste ende ud fra sig selv.
Og så til videoen, der til trods for, at jeg har fingersat etuden under hensyntagen til min så ganske menneskelige fjerdefinger, stadig føltes som lidt af et lillefingermarathon at indspille.
Etude no 2 from Thomas Lyng Poulsen on Vimeo.
Direkte link til video
Ingen kommentarer:
Send en kommentar