Så blev det den sidste etude, og tid til at se frem mod præludierne. Den feedback jeg har modtaget på mine videoer, og på projektet i det hele taget, på diverse fora, viser, at etuderne generelt anses for at være god musik, mens præludierne er mere udskældte - i hvert fald af nogen. Og kritikken er bestemt ikke uden en kerne af sandhed, som jeg ser det.
Præludierne er musikalsk set (for) enkle. Udtrykket er sentimentalt, grænsende til det patetiske. De mere virtuose passager bygger videre på etudernes forkærlighed for parallelførte greb med gentagne højrehåndsfigurer, hvad der hurtigt kan komme til at virke som billige tricks, når der ikke er tale om erklærede etuder. Nogle ville kalde det indholdsløst virtupseri. Det musikalske stof gentages til den yderste grænse af, hvad mange anser for at være god smag. Der tages næsten for mange hensyn i forhold til idiomatik - det er mere guitaristik, end musik
Se, disse var blot nogle af de kritikpunkter jeg møder, og selv er tilbøjelig til at være enig i. Det ændrer bare ikke på, at jeg glæder mig lige så meget som min tre-årige glæder sig til jul til, at komme igang med dette næste kapitel af mit projekt. Når alt kommer til alt, har jeg jo en vis hang til det sentimentale og overpyntede - bare en gang imellem. Jeg elsker, at udnytte alle de billige tricks på guitaren. Jeg elsker at spille ting, der får mig til at fremstå som mere virtuos, end jeg måske nok er. Bare en gang imellem. Jeg vælger at se præludierne som en dessert, efter den tunge etude-hovedret. Og jeg elsker dessert. Måske ikke hver dag; men bare en gang imellem. Og måske nok oftere end jeg burde.
Her er etude 12. Den kræver vist ikke så mange ord. Det er bare ud over stepperne!
etude no 12 from Thomas Lyng Poulsen on Vimeo.
Direkte link til video
Ingen kommentarer:
Send en kommentar