søndag den 28. december 2014

Uge 22 - Hvor præludie nummer 3 blev udsat pga. guitaristernes fjende nummer ét.

This post in English

Hen over julen fandt jeg tid til - ud over at glæde mig over at være sammen med en masse af de mennesker jeg holder mest af - at indstudere det næste præludie i rækken. Der var ikke tale om hardcore øvedisciplin, men et par hyggelige sessions blev det dog til. Hjulpet godt på vej af et relativt godt forhåndskendskab til præludiet følte jeg mig klar til at lave en hurtig video-session i dag, før der skulle tømmes en masse kasser. Projekt indflytning fylder igen en masse, efter en afslappende uge i Jylland.

Det betyder jo en masse praktisk arbejde, og i går skete det, der bare ikke må ske, når der skal spilles klassisk guitar; jeg knækkede negle. Jep, i flertal. Jeg opdagede ikke hvilken situation det skete i, men det skete, og jeg er nede på absolut ingen hvid neglespids på i-m og a. Normalt er jeg ikke sart, og har en ret stærk the-show-must-go-on indstilling. Der kan kompenseres for meget, men denne gang følte jeg mig altså ikke i stand til at gennemføre det planlagte. Til gengæld satser jeg på at spille både 3 og 4 i næste uge...

Præludie nummer 3 omtales ofte som "homage to Bach" - og indholder 2 formafsnit, hvoraf især det andet giver mindelser om Bach, med sin udstrakte brug af skjult kontrapunkt. Hele satsen spilles igennem 2 gange, og det er ikke helt ualmindeligt for guitarister der spiller præludiet at have svare kvaler med, at gestalte stoffet, og "finde på" en grund til den fulde gentagelse... Jeg synes selv, jeg har et rimelig godt bud - selv om det ikke adlyder Villa-lobos fingersætninger til punkt og prikke. Om opførelsespraksispolitiet tager mig til nåde, eller jeg skal gøre mig klar til henrettelsespelotonen må tiden vise.

Jeg overvejede at sammenklippe et "blooper-reel" til dagens indlæg, men valgte at tømme kasser i stedet... Men ideen og at sammenklippe alle mine mest katastrofale fejl under videooptagelserne er nu født, og kommer måske i et senere indlæg. Godt nytår!!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar