onsdag den 13. maj 2015

På ukendt grund - Valsa Concerto no. 2

This Post in English

Så nåede jeg dertil, hvor jeg turde sætte mig foran et kamera med Valsa Concerto no. 2... Valsen blev fundet i en antikvarboghandel af pianisten Amaral Vieira så sent som i 1995, og er skrevet i 1904 - altså før satserne, der senere blev udgivet som Suite Populaire Bresilienne. Dermed er satsen det tidligste guitarværk fra Villa-Lobos' hånd vi kender, og sandsynligvis kommer til at kende. Den er godt nok betitlet nummer 2, men der skal vist mere end almindeligt held til, før nummer 1 dukker op. Villa Lobos fortæller, ifølge Turibio Santos, i én af sine genfortællinger af det første møde med Segovia, at Segovia ved denne lejlighed fortæller, at han kender lidt til Villa Lobos i forvejen gennem en vals, skrevet til Miguel Llobet. Om der er tale om nærværende vals, om nummer 1, eller om en helt tredje vides ikke, men man kan da forestille sig, at Llobet ikke har været helt afvisende overfor at spille en vals som denne, der da bestemt ikke er ueffen, omend den ikke føles og fremstår gennemarbejdet i samme omfang som de værker Villa Lobos lod udgive i sin levetid. F.eks. får temaet i stykkets paralleltoneart cis-mol ikke rigtigt lov at blive udforsket før der går skala-cirkus i det hele. Det forekommer mig ærgerligt, da det efter min mening er ét af de stærkeste øjeblikke i satsen.

For interessede kan nævnes, at manuskriptet som nævnt i tidligere indlæg er ukomplet - heldigvis er det nemt at forklare hvor det stopper - det er nemlig lige på den store kadence med flageoletterne cirka midtvejs. Det efterfølgende tema i a-mol er Fredéric Zigantes værk ligesom afrundingen af den efterfølgende reprise af hovedtemaet er det. Jeg er ikke stødt på mange versioner af denne vals, så i modsætning til de øvrige satser har jeg ikke kunnet lytte til en bunke fortolkninger, og lade mig inspirere eller afskrække deraf. Jeg har dog ud over Zigantes version fundet en anden, hvor guitaristen Humberto Amorim selv har begået den manglende a-mol-del og afrunding af stykket. Jeg er dog bevidst nok om rækkevidden af egne kompositoriske evner til, at afholde mig fra at kaste mig over at færdiggøre satsen selv! Så hellere holde mig til Zigante, som jeg synes fungerer udmærket.

Der bliver spillet fejl i videoen - men det bliver gjort med overbevisning, så nyd det, der er værd at nyde, og tag resten som en oplevelse. Her er min version af Valsa Concerto no. 2, som den kunne blive, netop i dag.

Valsa Concerto no. 2 from Thomas Lyng Poulsen on Vimeo.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar