lørdag den 24. januar 2015

Uge 26 - på vej mod et salgsarbejde

This post in English

Jeg har altid haft relativt nemt ved at motivere mig selv til, at øve på min guitar. Jeg har haft nemt ved, at fortælle om mit arbejde til folk, der spørger til det. Jeg har også nemt ved, at sætte mig på koncertpodiet, og gå i gang (ikke uden en vis nervøsitet, men den hører med, og kan som regel kanaliseres til musikken som et større nærvær). Jeg synes jo, at det er en af de allerbedste ting i verden, at spille musik!

Til gengæld synes jeg det er svært, at markedsføre mig selv. At henvende mig til folk - bekendte som ukendte - der ikke har bedt om det, og begynde at fortælle alt det, som jeg gladeligt fortæller til hvem der måtte spørge. Men det er jo det, der skal til nu, hvis det hersens Villa-lobos projekt skal blive til andet og mere end at pille i sin egen navleuld. Navleuld er en del af det, at være musiker, men det er IKKE hovedårsagen til, at jeg valgte at blive det! Derfor skrives der i disse dage udkast på udkast til salgstekst. Der brainstormes på idéer til pressefoto og grafisk materiale generelt. Og så skrives der ned, hver gang jeg kommer i tanke om et sted, der måske kunne være interesseret i, at købe koncerten.

Jeg har besluttet, at der hver dag det næste, ikke nærmere definerede, stykke tid, skal udføres én handling pr. dag, der medvirker til, at jeg kommer ud og spille koncerten, som jeg har valgt at kalde "Breve til eftertiden - Villa-Lobos for sologuitar", med henvisning til det ofte gengivne (løst oversatte) citat: "Jeg ser mine værker som breve til eftertiden, uden forventning om et svar"

Denne uges video er det tidligere omtalte/ teasede blooper-reel - som det hedder på nudansk.

Blooper Reel from Thomas Lyng Poulsen on Vimeo.



Direkte link til video

Week 26 - En route to marketing

Dette indlæg på dansk

I have always found it relatively easy to motivate myself, when it came to practising the guitar. I have always enjoyed telling peole, who ask about my work. I also find it easy (within reason - some degree of nerves is beneficial, and can be channelled into prescence), to go onto a stage andperfomr. I thank that music making is the best thing ever, after all!

On the other hand, I fin d it difficult to maket myself. To reach out to people - friends, aquaintances and strangers - that didn't ask for it, and start telling them all the things I would gladly tell, if they had asked. But that is what it takes, at this point of this Villa-lobos-thing-a-magic, if it is to become more than just me, collecting lint from my pockets. Lint-collecting is a part of what it is, to be a musician, although it is NOT the main reason I do what I do. However, I am wirting draft after draft, these days, tryin got come up with the perfect written pitch for my concept. I am brinstorming ideas for press photos and graphics in general. And I am jotting down every single thought that occurs, regarding places and people, that might want to book my concert.

I have decided to perform at least one action every day, for the next undefined period, that helps get my Villa-lobos concert out of the study. I have chosen the title "Letters to posterity - Villa-Lobos for solo guitar" for my concert, inspired by the often quoted Villa-Lobos statement: " I consider my works letters to posterity, not expecting an answer.

This weeks video is the earlier mentioned/ teased with blooper-reel

Blooper Reel from Thomas Lyng Poulsen on Vimeo.


Direct link to video,

mandag den 12. januar 2015

Week 24 - fifth and last prelude

Dette indlæg på dansk

I reached the end. The last prelude, the last solo movement (apart from unpublished pieces, sketches and other things, that I chose not to include in this project). It's a slightly weird feeling after such a long haul, but I must admit to looking forward to a blog-free next week, while I contemplate my next move on the Villa-Lobos journey. Apart from playing all the pieces again and again and again, as one does..

I have not spent many words on an often heard aspect of the preludes - the subtitles, which originate from Villa-Lobos himself, but are not incuded in the published editions. These are quite interesting, as they offer interesting suggestions for those performers and/ or listeners whose performance and experience is heigthened by mental images. In this post, that concludes my playthrough of these pieces, I will offer my two-cents on how these subtitles connect with the music in my mind, when I play it.

Prelude no. 1 is called " Lyric Melody - Hommage to the Brazilian Sertanejos". For those, that are not Brazilian themselves, I should probably mention, that a Sertanejo is a man from the Sertão-region, where the main occupation for the male population, as I understand it, is more or less similar to the North American Cowboys; in a Brazilian way, that is... I hear the open ranges and the solitude of the riding man in the slow parts, and the bar-visits that are the favourite passtime on the rare occasion of time off, in the faster major section.

Prelude no. 2 also carries the more pictoresque double subtitle "Capadocia and Capoeira-melody/ Hommage to the Capoeira-hustler". Capadocias and Capoeiras are rogues and ruffians; in some paces, i have seen them described as mafia-like. I hear the melody, with it's many tempo changes and sudden insertions of "wrong notes" in it's otherwise very straight-forward imagery of sound, as a musical incarnation of the apparent friendlyness of such people, with an underlying current of violence for he, who is not careful. On the few occasion, where I have had the chance to witness Capoeira dancing, I get the same sense of something elegant and seemingly harmless, that has a frightening potential for causing harm.

As mentioned, Prelude no 3 is "Hommage to bach". I wrote about this in the post concerning cet prelude.

Prelude no. 4 is called: "Hommage to the Brazilian Indians" The sad and simple melody talk of a refined, but not - in a western sense - developed culture, of te grandeur of nature, and things along those lines. The fast section bears witness to the savageness needed to keep a tribe alive.

Prelude no. 5 is called "Hommage to social life - to the young teenagers, who frequent Rio's concerts and thatres". light melodies, youthful lightness of mind.

In essence, I feel that such images are highly unneccesary, when it comes to music. If it's played with nerve and emotion, that is always enough. On the other hand, I often find, that the fastest way to get there for me often is, to imagine imagery and stories. I usually let my audience form their own images and stories though, rather than forcing my own on them by saying thm out loud!

Thank you, to those who have followed me this far. Next week os Lobos-free, and then I'll be back with details on my further process.

Prelude no 5 from Thomas Lyng Poulsen on Vimeo.


Direct link to video

søndag den 11. januar 2015

Uge 24 - femte og sidste præludie!

This post in English

Så nåede jeg enden. Det sidste præludie, den sidste solosats (bortset fra uudgivne småstykker, skitser og den slags, som jeg ikke har valgt at inkludere i dette projekt). Det er en underlig fornemmelse, men på sin vis glæder jeg mig også til at holde blog-fri i næste uge, mens jeg beslutter mig for, hvad mit næste skridt skal være - ud over selvfølgelig at få spillet det hele igennem igen, og igen og igen, som man jo gør...

Jeg har undladt at omtale en ellers ofte gentaget pointe omkring præludierne, nemlig det enkelte præludies ikke i udgivelsen trykte undertitel, som ellers er nok så interessante, hvis man mangler et billede at koble på musikken som udøver eller lyttende modtager. I denne afrunding af min gennemspilning af værkerne, vil jeg knytte et par ord på, hvordan disse undertitler hænger sammen med musikken, når jeg spiller den.

Præludie nummer 1 hedder "Lyrisk melodi. Hyldest til de brasilianske Sertanejos". Jeg skylder måske nok ikke-brasilianere at nævne, at jeg har læst mig til, at en Sertanejo, er en mand fra Sertão-regionen, hvor store dele af befolkningen lever en tilværelse, der til dels kan sammenlignes med amerikanske cowboys - på brasiliansk... Jeg synes, at jeg hører de åbne vidder i de langsomme dele, og den sparsomme fritids barbesøg, i den hurtigere dur-del.

Præludie nummer 2 har også den noget mere maleriske dobbelt-undertitel: "Capadocía og Capoeira-melodi/ hyldest til Carioca-hustleren". Capadocías og Capoeiras, er tyve og røvere i bredeste forstand; nogle steder har jeg set dem beskrevet som decideret mafia-agtige. Jeg hører melodien med dens mange temposkift og pludselige indslag af "skæve" toner i det ellers ret ligetil lydbillede som en musikalsk inkarnation af skurkagtige personagers tilsyneladende venlighed med en underspillet men klar understrøm af voldelige tendenser for den der ikke passer på. De få gange jeg har oplevet Capoeira-dans får jeg samme fornemmelse af noget elegant og tilsyneladende harmløst, som har en potentielt farlig understrøm.

Præludie nummer 3 har jeg nævnt, kaldes "Hyldest til bach". Grunden hertil har jeg også berørt.

Præludie nummer 4 kalder sig: "hyldest til de brasilianske indianere". Den sørgmodige og enkle melodi giver mindelser om raffineret, men ikke i vestlig forstand udviklet kultur, om naturens storhed og den slags. Det hurtige afsnit fortæller mig om den vildskab stammefolkene også er nødt til at besidde, for at stammen kan overleve.

Præludie nummer 5 kaldes: "Hyldest til selskabslivet - de unge teenagere, der kommer i Rios teatre og koncerthuse". Letbenede melodier, ungdommeligt letsind.

Dybest set mener jeg at denne slags billeder på musik er overflødige, hvis musikken spilles med nerve og indlevelse - på den anden side er en af de hurtigste veje til nerve og indlevelse for mig som udøver, at koble billeder og historier på musikken. Som regel overlader jeg det dog til publikum, at danne egne billeder og historier, frem for at påtvinge dem mine.

Tak til dem, der har fulgt med så langt. I næste uge holder jeg Lobos-fri.

Prelude no 5 from Thomas Lyng Poulsen on Vimeo.


Direkte link til video

søndag den 4. januar 2015

week 23 - Preludes 3 and 4

Dette indlæg på dansk

A week and change after the catastrophic nail incident, it is videotime again. A small technical difficulty almost postponed the next videos in this series even further - the power supply for the video camera is hiding somewhere is a box of miscellaneous stuff... Some more or less creative piling of furnitre and smart phone camera saved todays vdeo shoot. The first video below is prelude no 3. - I wrote aboit that one last week. After that comes number 4 - almost too simple in form. Tempting to play with a touch of nonchalance, which leads to absolutely unnescesary mistakes

Last week, I wrote, that I am no stranger to compensating for less-than-ideal-nail-length; but that also requires extra focus, so I felt quite a bit under pressure, when shooting these videos. If it is audible and/ or visible, I will leave to wiever discretion. What I find more interesting is, how much of it's richness in tone is still there, in my Hans-Henrik Hansen guitar, even though my primary tone production tool is on the fritz. worth to remember, should I ever be so unlucky again - although I find it very unpeasant to play with such short nails, as in this weeks videos.

Next week marks the end of this initial playthrough of the solo guitar pieces, and then it's time to work on the really small details - and the very loong lines... How I make that piece of work interesting to those following my efforts on this blog, I have yet to decide, and luckily a bit of thinking time remaining.

prelude no 3 from Thomas Lyng Poulsen on Vimeo.


prelude no 4 from Thomas Lyng Poulsen on Vimeo.

Uge 23 - Præludie nummer 3 og 4

This post in English

En uge plus det løse efter neglekatastrofen var det blevet videotid igen. En mindre teknisk vanskelighed var lige ved at udskyde de næste videoer i rækken yderligere - strømforsyningen til det videokameraet gemmer sig i flytterodet. En kreativ opstilling af møbler og en mobiltelefons kamera endte med at redde dagens optagelser. Den første video i dette indlæg er præludie nummer 3 - det skrev jeg om i sidste uge. Derefter kommer nummer 4 - næsten pinagtigt enkelt i sin opbygning. Fristende at tage for let på; hvilket hurtigt fører til absolut unødvendige spillefejl.

Jeg skrev i sidste uge, at jeg ikke er helt ubefaren i forhold til, at kompensere for mindre-end-ideel-neglelængde; men også det kræver ekstra fokus, så jeg følte mig mere end almindeligt presset da jeg optog videoen. Om det kan ses og høres må være op til den enkelte. Hvad jeg finder mere interessant er, hvor meget af sin klang min Hans-Henrik Hansen-guitar bibeholder, selv om mit vigtigste tonedannelsesredskab er i udu. Værd at huske, skulle uheldet være ude en anden gang, omend jeg langt fra finder det behageligt, at spille med så korte negle som jeg har i dag.

I næste uge afslutter jeg første gennemspilning af sologuitarværkerne, og så skal der pilles i de helt små detaljer ved den næste gennemgang... Hvordan jeg på en publikumsvenlig måde får formidlet dét arbejde ved jeg endnu ikke, men jeg har jo også lidt tænketid at løbe på endnu.


prelude no 3 from Thomas Lyng Poulsen on Vimeo.


prelude no 4 from Thomas Lyng Poulsen on Vimeo.