mandag den 7. december 2015

Sidste indlæg - webshoplinket

This post in English

Så er det nu. Sidste indlæg on indstuderingen, indspilningen og udgivelsen af Heitor Villa-Lobos samlede solguitarværker.

Tak til alle, der har læst så meget som en linie af denne blog for, at de tog sig tid til, at være en del af min proces.

CD'en kan nu købes her: http://www.digibutik.dk/DiGiDi-250.aspx?GroupID=GROUP1111

Hvis du køber den, tusind tak. Hvis ikke, så tak alligevel. Bare det, at du har besøgt bloggen viser, at det jeg laver er interessant for andre end mig selv. Det betyder alverden.

Last post - the webshop link.

Dette indlæg på dansk

This is it. The final post on studying, recording and releasing the collected guitar solo works by Heitor Villa-Lobos.

I thank every single reader of one or more posts on this blog for coming here, and taking the time, to be a part of my process.

The CD can be bought here: http://www.digibutik.dk/DiGiDi-250.aspx?GroupID=GROUP1111

If you buy it, thank you kindly. If you don't, thank you for showing an interest by visiting the blog. It really means a lot.

fredag den 4. december 2015

Det er fuldført!

This post in English

Dagen i dag, er dagen, hvor mit Villa-Lobos projekt officielt er afsluttet - jovist, der kommer et par koncerter, og forhåbentlig mere end et par, i de kommende år, hvor jeg får lov at spille alle, eller nogle af de stykker, der har været omdrejningspunkt for denne blog, og på mange måder mit liv det sidste 1½ år. I dag foreligger der nemlig en CD; for et par dage siden kunne man streame musikken på Spotify og iTunes. Flere andre streamingtjenester burde være på vej.

Streaming er jo dejligt nemt, og CD'en ved at uddø... Men hvis jeg må være så fri... Der er klart hørbar forskel på CD'en og den streaming-komprimerede version. Så køb da en CD, hvis du har lyst til at høre mine versioner mere end én gang. Dog er der den lille detalje, at den webshop jeg bestilte for snart længe siden lader vente på sig. Så et enkelt opfølgende og kortfattet blogindlæg bliver det nok til, inden denne blog får karatér af rent arkivmateriale.

I skal dog ikke snydes for et links til streambar version. Fordi jeg kan: https://play.spotify.com/album/2nQLPuz9lVoLLi9D4iEXD5">spotify https://itunes.apple.com/dk/album/heitor-villa-lobos-letters/id1055022445?l=da">itunes

Og her kan I se, hvordan ét hundrede dobbelt-CD'er i en kasse ser ud:



It is done!

Dette indlæg på dansk

Today marks the official close of my Villa-Lobos project - yes, there will be concerts in the future, hopefully more than a few, and I will have the opportunity to play all or soome of these pieces. But today, there is a CD. A physical representation of the mission, that I bestowed upon myself! A few days ago, it became availiable to stream on Spotify and iTunes. Several other streaming services are underway, or perhaps even already ready.

While streaming is delightfully easy and CD's are a dying breed, I have to say... The file compression necessary for music to become streamable does not suit my recording well, unfortunately. SO, if you want to listen to my recordings more than once, you should really buy the CD. I have a webshop under construction, but for some reason not quite clear to me, it is not online yet... So there will be at least one brief follow-up post on this blog, before it retires into an achive over a year-and-a-half in the lige of a classical guitarist from Denmark

Since they are there, I shall give you the links to the digital versions of my recordings: https://play.spotify.com/album/2nQLPuz9lVoLLi9D4iEXD5">spotify https://itunes.apple.com/dk/album/heitor-villa-lobos-letters/id1055022445?l=da">itunes

And here are pictures of 100 double-CD's in a box!



onsdag den 14. oktober 2015

Så gik der næsten 2 måneder - men nu sker der så sandelig også noget!

This post in English

Det var SÅ meget lettere, at opdatere denne blog regelmææsigt, da jeg havde videoer af nyindstuderede stykker, at vise jer! Den lange, og lidt trættende post-produktionsfase har ganske enkelt ikke det store kameratække. Og når jeg mister momentum, så har det en tendes til at gå djævelsk stærkt!

Den tid der er gået siden sidste indlæg, har faktisk været temmelig grundigt støvsuget for Villa-Lobos-nørderi, omend jeg må indrømme, at musikken, der er omdrejningspunktet for denne blog, nu alligevel har sneget sig med, ved hver eneste lejlighed jeg har haft til at optræde (så vidt jeg husker). Der HAR også været fremskridt bag kulisserne. Da jeg endelig havde taget beslutnign om, hvilke fotos, der skulle bruges i covered til den fysiske CD, og hvordan de skulle bruges, lavede min dejlige kone et stykke forrygende grafisk arbejde, som jeg er helt tosset med. Og så sent som i dag, har jeg sendt alle relevante filer til CD-fabrikken, og fastsat udgivelsesdatoen til 1. december. I øvrigt er udgivelsen nu støttet af Solistforeningen af 1921, hvad jeg er ovenud lykkelig og taknemmelig for.

Så nu er der kun tilbage, at læne sig tilbage, og vente på, at det fysiske bevis på min debut, som solistisk indspilningsartist ankommer. Temmelig uvirkeligt!

Almost 2 months since last post - but exiting things are afoot!

Dette indlæg på dansk

It was so much easier, to post regularly, when I had videos to shoot, of new pieces, that I had learned. The long process of post production is not as camera friendly! And once momentum dies, it dies fast!

The time that has passed since last post has not held much Villa-Lobos-geekery, actually, although the subject matter of my little project has managed to sneak into every single performance opportunity that has presented itself to me. There has been progress, however, behind the scenes. My beloved wife has created stunning artwork for me, once I had stopped changing my mind with regards to which photos were to be used and how; and as of today, I have sent all relevant files to the CD factory. I have decided, that I will release my work onto the public on december 1st. The production of the finished product is now financially supported by the Danish Classical Soloist's Union (est. 1921), for which I am utterly grateful.

So now, all I can do, is sit back, and wait for my debut as a recording solo artist to arrive. It is almost unreal!



fredag den 21. august 2015

Tilbage på skolebænken

this post in English

Sommeren er slut, og jeg er tilbage på min lærerpind, hvor jeg forsøger at gøre en flok uskyldige børn lige så guitartossede som jeg selv er. Det giver selvfølgelig mindre tid til mit indspilningsprojekt, men så er det jo godt, at jeg er færdig med selve indspilningen og redigeringen af denne. Jeg mangler stadig at mixe det hele færdigt, men jeg er så småt ved, at have fundet frem til en lyd, jeg kan lide. Det betyder, at selve udgivelsen pludselig er blevet en meget virkelig og håndgribelig ting, som jeg skal til at at forholde mig til, og det åbner jo op for en masse følelser af vidt forskellig beskaffenhed.

Tvivl: Jeg kan godt lide de valg jeg har foretaget, men hvordan vil andre reagere? (f.eks. har jeg accepteret indtil flere toner, der måske nok ikke klinger optimalt af den ene eller den anden grund, men som kommer fra et take med god energi eller stemning)
Glæde: Jeg har altid drømt om at udgive et sologuitar-album - det her, er en drøm, der går i opfyldelsen
Kynisme: Dette er ikke en skelsættende indspilning. Mange bedre guitarister har indspillet samme repertoire før mig, så der kommer ikke til at ryge mange eksemplarer "over disken", hverken fysisk eller virtuelt. Sådan er det jo, at udgive musik, når man er mig (siger hidtidige erfaringer fra ellers ganske fine projekter jeg har medvirket på)
Håb: Måske kan det her alligevel skabe nogle kontakter og åbne nogle døre, så jeg kan komme ud og spille nogle koncerter (jeg er jo notorisk dårlig til det der salgsarbejde).
(Selv-)tilfredshed: Jeg gjorde det! Jeg fik en idé, der var mere omfattende end noget musikerprojekt jeg før har kastet mig over, og jeg genneførte det. Jeg formåede at være den far, ægtemand, lærer og musiker, som jeg forventer af mig selv undervejs - med ganske få undtagelser. Og kender jeg mig selv ret, ville disse undtagelser være opstået alligevel, så havde grunden bare været en anden, end Villa Lobos projektet. Menneske er jeg jo trods alt.
Forventning: Jeg kan slet ikke vente med at dele slutresultatet med verden - så kan de jo tage imod, eller lade være.

Og så videre

Jeg glæder mig helt vildt til, at I kommer til at høre det... Jeg offentliggør udgivelsesdatoen, så snart jeg har fået en realistisk tidslinie lagt fast.

I mellemtiden har jeg lavet denne lille ting, der ligesom demonstrerer hvordan mine efterhånden mange gange omtalte 5 mikrofoner til én guitar lyder hver især, tilsammen, og til sidst smelter sammen til en helhed ved hjælp af lidt computertrylleri.

Mix-eksempel from Thomas Lyng Poulsen on Vimeo.

Back to school

Dette indlæg på dansk

So... Summer has ended, and I am back at my usual game of teaching, and planting the guitar bug in the minds of innocent children. This, of course leaves less time for finishing my recording project. Luckily, recording and editing is done, and I have gotten very close to a sound I like, in the mixing process. This means that the actual publication of my version of the collected solo guitar works of Heitor Villa Lobos has suddenly become a very real thing, and I am honestly tingling with a huge range of emotions.

Doubt: I personally like the choices I made along the way; but will others? (including less than perfectly fretted notes in the final edit, because I liked the drive and/ or feel of a certain take)
Joy: I always dreamed of making a solo guitar album - this is a dream come true!
Cynisism: This is in no way a groundbreaking recording. So many better players have recorded the same repertoire before. This will not sell or stream very much. None of the others (absolutely decent) recordings I appear on have.a
Hope: Somehow, this might open up opportunities, create contacts and make it just a little bit easier for me to book recitals (which I am notoriously bad at - the whole selling oneself-thingy)
Contentment: I actually did this. I envisioned a project, that felt huge, and I followed through. I managed to be the father, husband, teacher and performer I expect myself to be in the process, with very few exceptions, and even though some of those exceptions were directly caused by this project, I am as much human as the next person, so had it not been this, something else would have caused me to slip momentarily from my own standards.
Exitement: I can't wait to share the end-result with the world.

And so on.

I can't wait for you to hear it... I will announce a release date, as soon as I have a realistic timeline!

In the meantime, I have done a little thing, to demonstrate some of my mixing process... I present the mics, as they appear in the mix, how they sound together, and how they benefit from the magic of computers...

Mix-eksempel from Thomas Lyng Poulsen on Vimeo.

søndag den 2. august 2015

Happy blogging anniversary, me!

Dette indlæg på dansk

Today marks the first anniversary of my life as a blogger on Villa Lobos. These days, I am recording the last of the movements, that have been at the centre of my work qith the great Brazilian, and I am reading up on that whole music publishing thing...

The recording process is, however, on a temporary standby thses few days, as I have been head hunted into performing in Derek Gripper's ensemble version of Miniyamba for his concert at the Copenhagen Guitar Festival. It's a great pleasure working with fellow guitarists fro different generations, and working together at finding the essence of the South African's piece.

Around the corner, the teaching season starts. By then, I expect to have wrapped the recording process leaving only the final mixing, and a few edits, before I channel all of my energy into finding a release date, and deciding how I want to celebrate the release of my first solo album.

Congratulations to me, on my first blogging aniversary - and thank you to those, who have been reading along this far.

Bloggens 1 års jubilæum!

This post in English

I dag er det et år siden, jeg udgav mit første blogindlændg om Villa-Lobos. I disse dage indspiller jeg de sidste af satserne, der har været omdrejningspunkt for mit arbejde med den store brasilianer, og læser op på, hvordan det lige var, man gjorde det dér med, at udgive sin indspillede musik.

Indspilningsprocessen holder dog et par dages pause lige nu, idet, jeg er blevet headhuntet til at spille med i Derek Grippers ensemble-version af Miniyamba ved hans koncert under Copenhagen Guitar Festival. Det er en stor fornøjelse at spille sammen med guitarister fra flere generationer, og sammen finde frem til essensen i sydafrikanerens værk.

Om hjørnet venter musikskolens undervisningssæson - inden vi når så langt skulle jeg dog gerne være færdig med inspilningen, og kun mangle det endelige mix, og enkelte redigeringer, før min energi kan kastet helhjertet over at finde en release-dato, og beslutte hvordan jeg vil markere udgivelsen af mit første soloalbum.

Tillykke til mig med at have været blogger et helt år - og tak til jer der har fulgt med så langt.

onsdag den 1. juli 2015

Drengen i boblen

This post in English

Halvanden uge er der gået siden sidst - og den sidste sats af suiten er i kassen, samt de 5 præludier.

Altså... Jeg har indspillet dem, jeg har redigeret nænsomt, jeg har lyttet og lyttet og lyttet - og så redigeret lidt mere - fra tid til anden knapt så nænsomt... Jeg har lyst til at gøre det hele om den ene dag, og er egentlig meget godt tilfreds den anden.

I den forgangne uge har vi haft besøg af håndværkere, hvad der resulterede i nogle lidt mere ujævne arbejdsdage for mit vedkommende, idet selve indspilningsprocessen jo nødvendigvis måtte ligge uden for deres arbejdstid; så der har været nogle sene aftenindspilninger, hvad der også har sin charme; at sidde i husets mest afsidesliggende rum, mens den lille familie sover trygt i deres senge.

Forude venter etuderne, og det er jo nok til at give hvem som helst præstationsangst... På den ene side glæder jeg mig til at se, hvad jeg kan levere når den røde lampe lyser, på den anden har har jeg min tvivl i forhold til, om jeg kan tilføre noget som helst relevant til etuderne... Om ikke andet er det relevant for mig selv at gøre forsøget. Netop etuderne er den del af dette projekts materiale, som har krævet - og givet mulighed for - mest gravearbejde af mere akademisk art, og selv om jeg kan huske mange af de beslutninger der blev taget i processen, i forhold til hvilke forskelle mellem manuskript-udgaven og den nogle steder ret udskældte Max Eschig-udgave jeg ville indarbejde i min fortolkning, så er det enormt praktisk at have ført denne virtuelle dagbog over mit forløb; det gør det nemt, etude for etude, at huske mig selv på, hvor jeg gerne vil hen.

I aften står den dog på elektrisk forstærket guitar i øvelokalet - et lille frikvarter, hvor mit alter ego bliver luftet, før det i morgen går løs igen i det lille studie. Så får vi se, hvor mange etuder jeg kan nå at få i "kassen" før jeg holder et par ugers velfortjent ferie væk fra mikrofonerne, og deres konstante hvisken i baghovedet - at jeg burde sidde foran dem og spille, hver gang jeg foretager mig noget mindre konstruktivt.

Mit hoved føles som en boble, hvor Villa Lobos og hans musik rumsterer rundt, og hvor verden udenom kan have svært ved at trænge ind. Inde boblen går jeg rundt, og forsøger at være til stede i det der foregår udenfor, når jeg har mennesker omkring mig, mens jeg overgiver mig til boblen, når jeg har ro til at være i studiet... Jeg får mindelser til Paul Simons sang, "Boy in the Bubble", selv om min tilstand ikke rigtigt relaterer sin til andet end sangens titel...

Boy in the Bubble

Dette indlæg på dansk

It's been a week and a half since my last post, and I have recorded the last movement of the suite, plus the 5 preludes.

I mean... I recorded them, I edited gently, I listened, listened and listened again, and then i did some more editing - not always quite as gentle... I want to start it all over one day, and the next; I am quite pleased with my work so far.

Last week, we had a carpenter and bricklayer here, doing work on the house, breaking up the rythm that I had found, since I had to record, when they weren't here with hammers, power tools and whatnot... That resulted in some late night sessions, something that posesses its very own kind of charm; sitting in the far end of the house, while my family is is soound asleep in their beds.

In front of me, I have studies to record, and that, I suppose, would give anyone some degree of performance anxiety... On one hand, i am looking forward to finding out, what I can do with them, when the little red light is on, on the other hand, i don't know if I have anything of relevance to the world, when it comes to those pesky studies... If nothing else, it is highly relevant to my own self to give it a shot. The studies form the part of this project, where I had to make the most decitions between different versions of the pieces, and in relearning them, this blog is a very nice tool to have - a kind of diary, where I have jotted down the reasons or lack thereof, for the decitions that I have made.

Tonight, I am taking my electrically amplified guitar to the practise room - a break from all of this serious classical guitar business, where my alter ego gets his night out! Tomorrow its back into the recording booth to see how many studies I can get down on disk before going on vacation, away from the constant whispers of the microphones, calling me back to them every time I do something slightly less constructive with my time

My head feels like a bubble full of Villa Lobos and his music, that only lets the outside world in reluctantly. Inside this bubble I walk around - sometimes trying hard to make myself present in what goes on outside it, whie surrendering to the bubble when I am alone. I am reminded of the Paul Simon song, "Boy in the Bubble", although the only thing my condition has in common with it, is the title...

mandag den 22. juni 2015

Taking it to a new level - of insight

Dette indlæg på dansk

Once again, more than a month went by, and I did not update the blog. We all know, what the road to hell is paved with, so I won't even start... On the upside, progress is being made on my journey!

I have gone out into the world, where I have friends, that want to help. There I have borrowed microphones and other hardware enabling me to make recordings of a sound quality, that i believe is worthy of being published further down the road. All of last week, I spent recording Choro no. 1 and the four first installments of the Suite Populaire Bresilienne - and then I took the weekend of, to spend time with my wife and son. The long summer break from teaching definitely has its advantages!

It is an exiting and educating process, to be your own recording tech and producer, while still trying to stay on top of the actual performance of the music. You learn an incredible lot, by listening to play-theurough upon play-through of the same movements with your most critical ear. You learn from experience the extent to which (and that is no small amount) the producer-side of it all, is a creative process also, having to make important choices constantly. And then there are the psychological aspects of the recording process, which is a whole world of its own. In the past, I have had someone behind a window coaching me, making sure I felt good about myself and my playing, even when it was all falling apart, but now I have only myself to give me encouragement - or fail to do so.

No video this week, but i did make a small sound-snack to show an early version of the sound i am going for.

Nye niveauer af indsigt

This post in English

Endnu engang gik der over en måned, før jeg fik opdateret bloggen. Vi ved alle, hvad fandens oldemor døde af, så jeg skal ikke trætte nogen med lange udredninger. Til gengæld er der klare fremskridt for mit projekt!

Jeg har været ude i verden, blandt gode venner. Dér har jeg lånt mig til diverse udstyr, for at gøre mig i stand til at lave indspilninger af en lydkvalitet, som jeg af et ærligt hjerte mener, er værdigt til udgivelse. Hele den forgangne uge, har jeg brugt på at indspille Choro no. 1 samt de første fire stykker i Suite Populaire Bresilienne, før jeg helligede mig familien i weekenden. Musikskolernes lange undervisningsfrie periode om sommeren har sine fordele!

Det er en spændende og meget lærerig proces, at være sin egen indspilningstekniker og -producer, samtidig med, at man også skal holde styr på udøversiden af sagen. Man opdager ting og sager om sig selv og sit spil, selvfølgelig, når man lytter til askillige gennemspilninger af samme sats med kritiske ører; man mærker på egen krop, i hvor høj grad producer-siden af processen også er en kreativ proces med alt hvad det indebærer af til- og fravalg. Og så er indspilningssituationen en yderst interessant psykologisk proces - det vidste jeg som sådan godt, men hvor jeg før har haft en anden person til at være "pædagogen", som sørgede for, at jeg havde det godt med mig selv og mit spil, også de gange, hvor et take falder fuldstændigt fra hinanden, så er der ingen andre steder at hente opmuntring, end i min tro på egne evner - eller manglen derpå.

Der er ingen video i denne uge. Jeg har dog lavet en lille lyd-snack, så man kan danne sig et tidligt billede af, hvordan det hele kommer til at lyde.

onsdag den 13. maj 2015

Exploring unknown territory - Valsa Concerto no. 2

Dette indlæg på dansk

I have been procrastinating quite a bit on these pages when it comes to the Valsa Concerto no. 2, but today, I found the guts to sit down in front of a camera, and give it a go. It was found in a second hand book store by the pianist Amaral Vieira as late as in 1995, and was written in 1904 - well before the movements, that were later published as Suite Populaire Bresilienne. This makes the piece the earliest guitar composition by Villa Lobos that we know of, and most likely the earliest one we will ever come to know. It does bear the number 2, and as such, there must have been a number one, but finding that one after all these years would require an unbelieveable amount of luck and crazy coincidence! In one of his recollections of the first meeting with Segovia, Villa Lobos says, as Turibio Santos writes it, that Segovia talked on this occasion about a certain pre-existing knowledge of Villa Lobos, in that Miguel Llobet has played a waltz by Lobos. If this is the waltz in question we will never know. It might as well have been numer one, or a completely different one. It is however not unlikely, that Llobet would have liked the waltz; it is quite charming music, even though not as well-written as later works. One thing, that I would like to believe Villa Lobos would have done differently, had he wirtten or revised the piece at a later date, is to let the second theme of the waltz, in the parrallel key of c sharp minor, play a little longer, and develop some more, as this, to me, is some of the strongest writing of the piece...

To those, who would like to know such details, the manuscript is, as I have mentioned, incomplete. Luckily, it is easy to explain where the manuscript finishes, and Zigantes reconstruction begins. More or less midway, there is a large cadence ending on a series of harmonics - that is the place! The a minor section that follows, and the bit that differs from the first theme, and concludes the reprise, is by Zigante. I haven't been able to find many versions of this piece, and as such, there has not been much to be inspired by - or appalled by! One version does however stand out - the one by Humberto Amorim, who has done his own reconstruction of the missing part. I very much like this approach to incomplete pieces - to try and figure out on your own, what the missing bit might have been, but I am well aware of the limits of my own abilites as a composer, and I will not subject others to them, certainly not right next to Heitor Villa Lobos - not even a young one! So I will stick with Zigante, as his version works well.

There are mistakes being played in the video - loud and obvious ones too - but feel free to enjoy, what is worth enjoying, and consider the rest... an experience. Here is my rendition of Valsa Concerto no. 2, the way it sounded on this day in history.

Valsa Concerto no. 2 from Thomas Lyng Poulsen on Vimeo.

På ukendt grund - Valsa Concerto no. 2

This Post in English

Så nåede jeg dertil, hvor jeg turde sætte mig foran et kamera med Valsa Concerto no. 2... Valsen blev fundet i en antikvarboghandel af pianisten Amaral Vieira så sent som i 1995, og er skrevet i 1904 - altså før satserne, der senere blev udgivet som Suite Populaire Bresilienne. Dermed er satsen det tidligste guitarværk fra Villa-Lobos' hånd vi kender, og sandsynligvis kommer til at kende. Den er godt nok betitlet nummer 2, men der skal vist mere end almindeligt held til, før nummer 1 dukker op. Villa Lobos fortæller, ifølge Turibio Santos, i én af sine genfortællinger af det første møde med Segovia, at Segovia ved denne lejlighed fortæller, at han kender lidt til Villa Lobos i forvejen gennem en vals, skrevet til Miguel Llobet. Om der er tale om nærværende vals, om nummer 1, eller om en helt tredje vides ikke, men man kan da forestille sig, at Llobet ikke har været helt afvisende overfor at spille en vals som denne, der da bestemt ikke er ueffen, omend den ikke føles og fremstår gennemarbejdet i samme omfang som de værker Villa Lobos lod udgive i sin levetid. F.eks. får temaet i stykkets paralleltoneart cis-mol ikke rigtigt lov at blive udforsket før der går skala-cirkus i det hele. Det forekommer mig ærgerligt, da det efter min mening er ét af de stærkeste øjeblikke i satsen.

For interessede kan nævnes, at manuskriptet som nævnt i tidligere indlæg er ukomplet - heldigvis er det nemt at forklare hvor det stopper - det er nemlig lige på den store kadence med flageoletterne cirka midtvejs. Det efterfølgende tema i a-mol er Fredéric Zigantes værk ligesom afrundingen af den efterfølgende reprise af hovedtemaet er det. Jeg er ikke stødt på mange versioner af denne vals, så i modsætning til de øvrige satser har jeg ikke kunnet lytte til en bunke fortolkninger, og lade mig inspirere eller afskrække deraf. Jeg har dog ud over Zigantes version fundet en anden, hvor guitaristen Humberto Amorim selv har begået den manglende a-mol-del og afrunding af stykket. Jeg er dog bevidst nok om rækkevidden af egne kompositoriske evner til, at afholde mig fra at kaste mig over at færdiggøre satsen selv! Så hellere holde mig til Zigante, som jeg synes fungerer udmærket.

Der bliver spillet fejl i videoen - men det bliver gjort med overbevisning, så nyd det, der er værd at nyde, og tag resten som en oplevelse. Her er min version af Valsa Concerto no. 2, som den kunne blive, netop i dag.

Valsa Concerto no. 2 from Thomas Lyng Poulsen on Vimeo.

torsdag den 30. april 2015

Tunnel vision - and the temporary loss thereof

http://guitarconfessions.blogspot.com/2015/04/tunnelsynet-der-blev-vk-for-en-stund.html

The first 28 weeks of my Villa-Lobos project, was caracterized by me, stubbornly insisting on posting regularly - more or less weekly, and with fresh video footage every time. THe project was highly concrete, and the goal clear. Learn a movement every week - film, upload, discuss! When I ran out of canonized movements, the whole thing got a little more blurred around the edges, and all the other things, that I do, seemed to demand my attention with renewed energy. The postal delay of the score to the posthumously published Valsa Concerto no 2, op. 8 caused my momentum to dissapear, and then there was the solo recital, the gigs on the electric guitar, the study of my part for an ensemble piece and production of arrangements for - and conducting of - 12 school concerts with large and heavily mixed Music School ensembles. All of this pushed my attention away from Villa-Lobos, and I lost the creative tunnel vision, that had marked tis project up until then...

This however does not mean, that I have left the building completely. I have actually found the time to glimpse at the score for the Valsa Concerto no 2.

The manuscript was - so I read - found by coincidence, and is incomplete. It is an early piece, and I doesn't feel, to me, as well rounded as the pieces I have played so far. It does not flow as naturally, and the ever present idiomaticism of Villa-Lobos' guitar writing is missing somehow. I may have to play the piece some more, for it to reveal itself, but the other pieces have opened up to me sooner, I feel. Fréderic Zigante has edited the manuscript, and added a section in a minor, that the manuscript leads up to, but which is missing. He has also written out a reprise of the opening theme, and written a short ending to the piece. All very well executed, and the nerd in me likes the fact, that there is now one more Villa-Lobos piece in the world, even though I am not quite sure what to make of it...

Is it merely interesting from an academic wievpoint? A glimpse at where the composer of all those iconic pieces comes from, that it would be perfectly fine to leave on the page without forcing it upon audiences to hear? Or is it in fact music that deserves attention? As I mentioned - I have yet to make it flow freely, but that may well be a matter of investing more time in the practise room. The lack of natural flow may be caused by the fact, that in stead of writing small pieces for the instrument - as in the Suite Populaire Bresilienne, Villa-Lobos has made an attempt at a true concert piece. It is as if he tries to hard to impress the imagined listener in the opening... on a side note, it is curious, that the additions of Zigante almost feels more like Villa Lobos, to the fingers, than the sections that come from the manuscript. All of this is purely based on subjective feelings, but sometimes, as a musician, that is all we have to go on!

The edition contains 2 other movements "Simples", which is an early version of the Mazurka from the Suite Populaire and some early versions of Chôro no 1. The value of including these pieces is almost purely academic. The musical value of the few differences to other versions is small at best, and I doubt, that audiences will feel, that they have heard different pieces, if they were presented with both versions. As a guitarist however, it is interesting, to get a glimpse into the thoughts that led to the previously published versions. The Simples DOES have an short introduction, that is quite pretty, which I might consider adding to the suite when performing it, should the wheather, mood, sun and stars align just right one day...

Hopefully this post will be the harbinger of a new period of regular updates, at least until I feel, that I can close the book on Villa-Lobos in the context I have created here. In the real world, he will, of course, continue to haunt me for the rest of my active guitar playing career... Since last, I have played the 5 preludes as a suite, and must admit, that there is a meaning to doing so, regardless of me earlier have expressing many a reason, why this might NOT necessarily be what the composer wanted. The video of that performance has however been lost, caused by my lack of IT skills. Therefore, the only video I have for you, is not Villa-Lobos - but it is from the same recital!

Tunnelsynet, der blev væk - for en stund.

This post in English

De første 28 uger af mit Villa-Lobos projekt, var præget af en stædig insisteren på regelmæssige opdateringer, og så godt som ugentlige videosessions. Projektet var konkret, og målsætningen klar; en sats om ugen skulle indstuderes, spilles for kameraet og diskuteres. Da jeg løb tør for kanoniserede satser, blev det hele lidt mere diffust, og alt det andet, som jeg også beskæftiger mig med trængte alvorligt til noget opmærksomhed. At noderne til den posthumt udgivne Valsa Concerto no. 2, op. 8 blev forsinket i posten fik mig til at miste momentum, og så var der lige en solokoncert med blandet repertoire, en del jobs med elguitar om halsen, indstudering af stemme til ensembleværk, og arrangementer til - samt direktion af - 12 skolekoncerter med musikskolen, som trængte Villa-Lobos bagud i min opmærksomhed, og jeg mistede det kreative tunnelsyn, der ellers har præget mit projekt.

Det betyder dog ikke, at jeg helt har forladt bygningen... Ind imellem har jeg faktisk snuset til Valsa Concerto no. 2.

Manuskriptet er, kan jeg læse mig til, dukket op ved et tilfælde, og er i øvrigt ukomplet. Der er tale om et meget tidligt værk; og på én eller anden måde synes jeg ikke, at det på samme måde som de øvrige satser jeg har spillet, føles som om, at komponisten er lykkedes med, at skrive letflydende musik, der bæres af den dér helt særlige idiomatik, som ellers gennemsyrer Villa-Lobos' guitarproduktion - om end man i visse tilfælde skal have spillet sig lidt ind på stykkerne for at finde den. Fréderic Zigante har gjort et flot stykke arbejde med, at redigere manuskriptet, og tilføje en formdel i a-mol, som manuskriptet lægger op til, men som mangler. Herefter har han indsat en reprise af det indledende tema, og en kort afrunding af stykket. På denne måde findes der nu et "nyt" Villa-lobos solostykke, som jeg som nørd finder interessant at studere, men mit indtryk af stykket er, som man måske fornemmer, indtil videre lidt vægelsindet...

Jeg kan ikke helt beslutte mig for, om stykket blot er interessant som akademisk øvelse - et studie i den unge Villa-Lobos' tidlige forsøg udi guitarkomposition, og i øvrigt blot skal have lov til, at hvile i fred, på papiret. Som nævnt flyder det endnu ikke rigtigt for mig, når jeg spiller det, men det kan sagtens også blot skyldes, at jeg ikke har ofret tid nok på det, omend jeg vil sige, at de øvrige satser har åbnet sig for mig, langt tidligere i processen. Måske skyldes denne manglende naturlighed, at den unge Heitor har kastet sig ud i et decideret koncertstykke - jævnfør titlen - hvor hans øvrige tidlige guitarstykker mere har karakter af småstykker (Suite Populaire Bresilienne, og til dels Chôro no. 1). Det er lidt som om, at han prøver for meget på, at gøre det virtuost i sin indledning... Og så er det i øvrigt påfaldende, at Zigantes tilføjelser næsten føles mere som Villa-Lobos i hænderne, end den del, der er afskrevet fra manuskriptet. Jeg indrømmer blankt, at der er tale om en lidt udefinérbar fornemmelse fra min side, men som musiker er det jo ofte den slags, man er nødt til at anvende som beslutningsgrundlag.

I øvrigt indeholder udgivelsen 2 andre satser: "Simples", som er en tidlig version af mazurka-satsen fra Suite Populaire Bresilienne, og et par versioner af Chôro no.1. Værdien af, at udgive disse versioner af de 2 satser, er efter min bedste overbevisning klart af akademisk karakter. Den musikalske værdi af de få og små forskelle der er, i forhold til de versioner der ellers spilles, er absolut overskuelige, og vil ikke gøre noget mærkbar forskel hos publikum - omend man som guitarist selvfølgelig har en vis fordel af, at få et indblik i den proces, der har ledt frem til den version der endte med at blive udgivet. Simples-satsen har, ud over det musikalske stof, der findes i Suite Populaire, en kort introduktion, som er ganske nydelig, og som jeg, alt efter dagsform, vejr, vind og humør vil overveje, at medtage, når jeg spiller suiten fremover.

Jeg håber og tror på, at dette indlæg er starten på en tilbagevenden til regelmæssig opdatering - i hvert fald indtil jeg føler at mit projekt har nået én eller anden form for afslutning. I øvrigt har jeg siden sidst, rent faktisk opført de 5 præludier samlet. Jeg synes, på trods af allerede ytrede forbehold for, hvorvidt det har været komponistens mening, at man gjorde dette, at samlingen, på én eller anden måde trods alt giver mening, som helhed. Desværre er videooptagelsen fra denne koncert bortkommet, grundet min IT-tekniske inkompetence, så jeg må nøjes med at linke jer til en video af et andet stykke, spillet ved samme lejlighed, men som slet ikke er Villa-Lobos!

fredag den 13. marts 2015

Happy belated birthday, Heitor!

WOW!

More than o month flew by, without me blogging a single line, about my project! I even missed Heitors birthday along the way, even though it would have been an exellent opportunity, to write something clever and insightful...

But the thing is - I have not been lying on the couch all this time (apart from a week with the flu, but that's best left forgotten). I have in fact been practising hard, like a good lad, on a program for an upcoming chrich recital, where I was explicitly asked NOT to do a pure Lobos-programme. I did put the 5 preludes on the programme, as they work well with the other pieces, but still there was quite a bit of work to be done, dusting off old pieces, that I haven't played for years. Between you, me, and the rest of the internet, it has been quite nice, to lift my gaze, and look at other composers for a while - rediscovering old war horses, that used to be on my repertoire, but some of which, for one reason or another, have been left out in the cold for several years.

The programme for the recital, which is next Sunday, is Latin American and Spanish Music, and especially one of the pieces, is one, that has spent a LONG time on the shelf. The last time I played it seriously, was for my audition for the Carl Nielsen Academy of Music, 15 years ago. It has been absolutely delightful to rediscover this piece, and to learn, that some of the things that were almost beyond my capacity then, have become easier with age and experience! Since shooting this video, I have filed off a few more of the edges, but a video, there must be, on this blog post; enjoy!

Forsinket tillykke med dagen, Heitor!

WOW!

Så gik der lige over en måned, hvor jeg ikke fik blogget det mindste, om mit projekt. Undervejs missede jeg Heitors fødselsdag, som ellers havde været en oplagt mulighed for at skrive ét eller andet bevinget og åndfuldt.

Men sagen er den, at jeg langt fra har ligget stille (bortset fra en uges influenza, og den forsøger vi bare at glemme i en fart, ikke?). Derimod har jeg arbejdet på at få et program klart til en kirkekoncert, der IKKE skulle være en ren Lobos-forestilling. Jovist, jeg har sneget de 5 præludier ind i programmet - de står meget godt til det øvrige, men der var liiiiige en masse andet, der skulle graves frem og støves af. Mellem os sagt, har det sådan set været rigtig rart, at løfte blikket lidt, og beskæftige mig med andre komponister for en stund; og genopdage gamle travere fra mit repertoire, der af forskellige grunde ikke har været spillet i mange år.

Programmet til koncerten, der ligger næste søndag, består af spansk og latinamerikansk musik, og ét af stykkerne der skal spilles, spillede jeg sidst, sådan for alvor, til min optagelsesprøve på konservatoriet for 15 år siden. Det har været en ren fornøjelse, at arbejde med den igen, og mærke, at noget af det, jeg havde svært ved at forløse dengang, har haft glæde af lidt mere erfaring! Siden jeg optog videoen er der filet et par kanter yderligere til, men en video må der til. Værsgo!

søndag den 8. februar 2015

Week 28 - baby steps on the continued journey

Dette indlæg på dansk

It was not my intention, to skip the blogging last week - I even had something to write about. Better late than never, i suppose. Last Sunday, I had the privelege to play my first concert since finishing my first run-through of the solo pieces. Of course, it had to be Villa-Lobos. It was with great pleasure, that I found myself experiencing an ability to feel the piece as a whole throughout. I felt I knew the composers vision of the instrument, leading to a deep feeling of calmness and feel for the music, to an extent I don't recall experiencing before. It gave me a feeling of complete freedom of expression! With that feeling, I celebrated the 25th anniversary of the Music School, where I spent so many hours during my childhood and adolescense.

During my reserch for this project, I have come across references to a few movements, recently discovered, and edited by Fredéric Zigante. i have now ordered the score for these, and am looking forward to playing them, and getting a tiny bit closer still, to the man and the music, that I have dedicated quite a few hours to recently. Other than this, I have allocated some more ressources to my teaching and my students than recently - and I have tried to move closer towards the day, when we feel, that we are finally established fully in ur house.

Speaking of complete freedom of expression...

Uge 28 - Så småt i gang med det videre arbejde

This post in English

Det var ikke meningen, at springe over bloggeriet i sidste uge, faktisk var der endog noget at skrive om. Jeg spillede nemlig for første gang, efter gennemgangen af soloværkerne koncert - og der var ingen vej udenom at spille Villa-Lobos. Jeg konstaterede med glæde, at arbejdet de seneste måneder har ført en fornemmelse for musikken, og et overblik over komponistens syn på instrumentet med sig, der gav overordentlig stor ro, musikalsk overblik ud over hvad jeg mindes at have følt tidligere og deraf følgende følelse af absolut frihed til at udtrykke musikken, som jeg følte den i netop det øjeblik, hvor jeg sad på scenen, og var med til at hylde min barndoms musikskoles 25 års jubilæum.

I min research undervejs i dette projekt, faldt jeg over enkelte henvisninger, til et par satser, udgivet posthumt, af Fredéric Zigante. I løbet af denne uge, har jeg bestilt disse, og ser frem til, at arbejde med disse sjældnere spillede satser, og på den måde børste endnu et tyndt lag støv bort, og føje nye detaljer til mit billede af manden Heitor Villa-Lobos, og hans musik. Ellers er tiden gået med, at ofre mit musikskolearbejde lidt ekstra opmærksomhed, og komme lidt tættere på, at være HELT på plads i vores hus.

Nu jeg nævnte det med, at udtrykke sig absolut frit musikalsk... I denne uge en video med ét af mine største idoler.

lørdag den 24. januar 2015

Uge 26 - på vej mod et salgsarbejde

This post in English

Jeg har altid haft relativt nemt ved at motivere mig selv til, at øve på min guitar. Jeg har haft nemt ved, at fortælle om mit arbejde til folk, der spørger til det. Jeg har også nemt ved, at sætte mig på koncertpodiet, og gå i gang (ikke uden en vis nervøsitet, men den hører med, og kan som regel kanaliseres til musikken som et større nærvær). Jeg synes jo, at det er en af de allerbedste ting i verden, at spille musik!

Til gengæld synes jeg det er svært, at markedsføre mig selv. At henvende mig til folk - bekendte som ukendte - der ikke har bedt om det, og begynde at fortælle alt det, som jeg gladeligt fortæller til hvem der måtte spørge. Men det er jo det, der skal til nu, hvis det hersens Villa-lobos projekt skal blive til andet og mere end at pille i sin egen navleuld. Navleuld er en del af det, at være musiker, men det er IKKE hovedårsagen til, at jeg valgte at blive det! Derfor skrives der i disse dage udkast på udkast til salgstekst. Der brainstormes på idéer til pressefoto og grafisk materiale generelt. Og så skrives der ned, hver gang jeg kommer i tanke om et sted, der måske kunne være interesseret i, at købe koncerten.

Jeg har besluttet, at der hver dag det næste, ikke nærmere definerede, stykke tid, skal udføres én handling pr. dag, der medvirker til, at jeg kommer ud og spille koncerten, som jeg har valgt at kalde "Breve til eftertiden - Villa-Lobos for sologuitar", med henvisning til det ofte gengivne (løst oversatte) citat: "Jeg ser mine værker som breve til eftertiden, uden forventning om et svar"

Denne uges video er det tidligere omtalte/ teasede blooper-reel - som det hedder på nudansk.

Blooper Reel from Thomas Lyng Poulsen on Vimeo.



Direkte link til video

Week 26 - En route to marketing

Dette indlæg på dansk

I have always found it relatively easy to motivate myself, when it came to practising the guitar. I have always enjoyed telling peole, who ask about my work. I also find it easy (within reason - some degree of nerves is beneficial, and can be channelled into prescence), to go onto a stage andperfomr. I thank that music making is the best thing ever, after all!

On the other hand, I fin d it difficult to maket myself. To reach out to people - friends, aquaintances and strangers - that didn't ask for it, and start telling them all the things I would gladly tell, if they had asked. But that is what it takes, at this point of this Villa-lobos-thing-a-magic, if it is to become more than just me, collecting lint from my pockets. Lint-collecting is a part of what it is, to be a musician, although it is NOT the main reason I do what I do. However, I am wirting draft after draft, these days, tryin got come up with the perfect written pitch for my concept. I am brinstorming ideas for press photos and graphics in general. And I am jotting down every single thought that occurs, regarding places and people, that might want to book my concert.

I have decided to perform at least one action every day, for the next undefined period, that helps get my Villa-lobos concert out of the study. I have chosen the title "Letters to posterity - Villa-Lobos for solo guitar" for my concert, inspired by the often quoted Villa-Lobos statement: " I consider my works letters to posterity, not expecting an answer.

This weeks video is the earlier mentioned/ teased with blooper-reel

Blooper Reel from Thomas Lyng Poulsen on Vimeo.


Direct link to video,

mandag den 12. januar 2015

Week 24 - fifth and last prelude

Dette indlæg på dansk

I reached the end. The last prelude, the last solo movement (apart from unpublished pieces, sketches and other things, that I chose not to include in this project). It's a slightly weird feeling after such a long haul, but I must admit to looking forward to a blog-free next week, while I contemplate my next move on the Villa-Lobos journey. Apart from playing all the pieces again and again and again, as one does..

I have not spent many words on an often heard aspect of the preludes - the subtitles, which originate from Villa-Lobos himself, but are not incuded in the published editions. These are quite interesting, as they offer interesting suggestions for those performers and/ or listeners whose performance and experience is heigthened by mental images. In this post, that concludes my playthrough of these pieces, I will offer my two-cents on how these subtitles connect with the music in my mind, when I play it.

Prelude no. 1 is called " Lyric Melody - Hommage to the Brazilian Sertanejos". For those, that are not Brazilian themselves, I should probably mention, that a Sertanejo is a man from the Sertão-region, where the main occupation for the male population, as I understand it, is more or less similar to the North American Cowboys; in a Brazilian way, that is... I hear the open ranges and the solitude of the riding man in the slow parts, and the bar-visits that are the favourite passtime on the rare occasion of time off, in the faster major section.

Prelude no. 2 also carries the more pictoresque double subtitle "Capadocia and Capoeira-melody/ Hommage to the Capoeira-hustler". Capadocias and Capoeiras are rogues and ruffians; in some paces, i have seen them described as mafia-like. I hear the melody, with it's many tempo changes and sudden insertions of "wrong notes" in it's otherwise very straight-forward imagery of sound, as a musical incarnation of the apparent friendlyness of such people, with an underlying current of violence for he, who is not careful. On the few occasion, where I have had the chance to witness Capoeira dancing, I get the same sense of something elegant and seemingly harmless, that has a frightening potential for causing harm.

As mentioned, Prelude no 3 is "Hommage to bach". I wrote about this in the post concerning cet prelude.

Prelude no. 4 is called: "Hommage to the Brazilian Indians" The sad and simple melody talk of a refined, but not - in a western sense - developed culture, of te grandeur of nature, and things along those lines. The fast section bears witness to the savageness needed to keep a tribe alive.

Prelude no. 5 is called "Hommage to social life - to the young teenagers, who frequent Rio's concerts and thatres". light melodies, youthful lightness of mind.

In essence, I feel that such images are highly unneccesary, when it comes to music. If it's played with nerve and emotion, that is always enough. On the other hand, I often find, that the fastest way to get there for me often is, to imagine imagery and stories. I usually let my audience form their own images and stories though, rather than forcing my own on them by saying thm out loud!

Thank you, to those who have followed me this far. Next week os Lobos-free, and then I'll be back with details on my further process.

Prelude no 5 from Thomas Lyng Poulsen on Vimeo.


Direct link to video

søndag den 11. januar 2015

Uge 24 - femte og sidste præludie!

This post in English

Så nåede jeg enden. Det sidste præludie, den sidste solosats (bortset fra uudgivne småstykker, skitser og den slags, som jeg ikke har valgt at inkludere i dette projekt). Det er en underlig fornemmelse, men på sin vis glæder jeg mig også til at holde blog-fri i næste uge, mens jeg beslutter mig for, hvad mit næste skridt skal være - ud over selvfølgelig at få spillet det hele igennem igen, og igen og igen, som man jo gør...

Jeg har undladt at omtale en ellers ofte gentaget pointe omkring præludierne, nemlig det enkelte præludies ikke i udgivelsen trykte undertitel, som ellers er nok så interessante, hvis man mangler et billede at koble på musikken som udøver eller lyttende modtager. I denne afrunding af min gennemspilning af værkerne, vil jeg knytte et par ord på, hvordan disse undertitler hænger sammen med musikken, når jeg spiller den.

Præludie nummer 1 hedder "Lyrisk melodi. Hyldest til de brasilianske Sertanejos". Jeg skylder måske nok ikke-brasilianere at nævne, at jeg har læst mig til, at en Sertanejo, er en mand fra Sertão-regionen, hvor store dele af befolkningen lever en tilværelse, der til dels kan sammenlignes med amerikanske cowboys - på brasiliansk... Jeg synes, at jeg hører de åbne vidder i de langsomme dele, og den sparsomme fritids barbesøg, i den hurtigere dur-del.

Præludie nummer 2 har også den noget mere maleriske dobbelt-undertitel: "Capadocía og Capoeira-melodi/ hyldest til Carioca-hustleren". Capadocías og Capoeiras, er tyve og røvere i bredeste forstand; nogle steder har jeg set dem beskrevet som decideret mafia-agtige. Jeg hører melodien med dens mange temposkift og pludselige indslag af "skæve" toner i det ellers ret ligetil lydbillede som en musikalsk inkarnation af skurkagtige personagers tilsyneladende venlighed med en underspillet men klar understrøm af voldelige tendenser for den der ikke passer på. De få gange jeg har oplevet Capoeira-dans får jeg samme fornemmelse af noget elegant og tilsyneladende harmløst, som har en potentielt farlig understrøm.

Præludie nummer 3 har jeg nævnt, kaldes "Hyldest til bach". Grunden hertil har jeg også berørt.

Præludie nummer 4 kalder sig: "hyldest til de brasilianske indianere". Den sørgmodige og enkle melodi giver mindelser om raffineret, men ikke i vestlig forstand udviklet kultur, om naturens storhed og den slags. Det hurtige afsnit fortæller mig om den vildskab stammefolkene også er nødt til at besidde, for at stammen kan overleve.

Præludie nummer 5 kaldes: "Hyldest til selskabslivet - de unge teenagere, der kommer i Rios teatre og koncerthuse". Letbenede melodier, ungdommeligt letsind.

Dybest set mener jeg at denne slags billeder på musik er overflødige, hvis musikken spilles med nerve og indlevelse - på den anden side er en af de hurtigste veje til nerve og indlevelse for mig som udøver, at koble billeder og historier på musikken. Som regel overlader jeg det dog til publikum, at danne egne billeder og historier, frem for at påtvinge dem mine.

Tak til dem, der har fulgt med så langt. I næste uge holder jeg Lobos-fri.

Prelude no 5 from Thomas Lyng Poulsen on Vimeo.


Direkte link til video

søndag den 4. januar 2015

week 23 - Preludes 3 and 4

Dette indlæg på dansk

A week and change after the catastrophic nail incident, it is videotime again. A small technical difficulty almost postponed the next videos in this series even further - the power supply for the video camera is hiding somewhere is a box of miscellaneous stuff... Some more or less creative piling of furnitre and smart phone camera saved todays vdeo shoot. The first video below is prelude no 3. - I wrote aboit that one last week. After that comes number 4 - almost too simple in form. Tempting to play with a touch of nonchalance, which leads to absolutely unnescesary mistakes

Last week, I wrote, that I am no stranger to compensating for less-than-ideal-nail-length; but that also requires extra focus, so I felt quite a bit under pressure, when shooting these videos. If it is audible and/ or visible, I will leave to wiever discretion. What I find more interesting is, how much of it's richness in tone is still there, in my Hans-Henrik Hansen guitar, even though my primary tone production tool is on the fritz. worth to remember, should I ever be so unlucky again - although I find it very unpeasant to play with such short nails, as in this weeks videos.

Next week marks the end of this initial playthrough of the solo guitar pieces, and then it's time to work on the really small details - and the very loong lines... How I make that piece of work interesting to those following my efforts on this blog, I have yet to decide, and luckily a bit of thinking time remaining.

prelude no 3 from Thomas Lyng Poulsen on Vimeo.


prelude no 4 from Thomas Lyng Poulsen on Vimeo.

Uge 23 - Præludie nummer 3 og 4

This post in English

En uge plus det løse efter neglekatastrofen var det blevet videotid igen. En mindre teknisk vanskelighed var lige ved at udskyde de næste videoer i rækken yderligere - strømforsyningen til det videokameraet gemmer sig i flytterodet. En kreativ opstilling af møbler og en mobiltelefons kamera endte med at redde dagens optagelser. Den første video i dette indlæg er præludie nummer 3 - det skrev jeg om i sidste uge. Derefter kommer nummer 4 - næsten pinagtigt enkelt i sin opbygning. Fristende at tage for let på; hvilket hurtigt fører til absolut unødvendige spillefejl.

Jeg skrev i sidste uge, at jeg ikke er helt ubefaren i forhold til, at kompensere for mindre-end-ideel-neglelængde; men også det kræver ekstra fokus, så jeg følte mig mere end almindeligt presset da jeg optog videoen. Om det kan ses og høres må være op til den enkelte. Hvad jeg finder mere interessant er, hvor meget af sin klang min Hans-Henrik Hansen-guitar bibeholder, selv om mit vigtigste tonedannelsesredskab er i udu. Værd at huske, skulle uheldet være ude en anden gang, omend jeg langt fra finder det behageligt, at spille med så korte negle som jeg har i dag.

I næste uge afslutter jeg første gennemspilning af sologuitarværkerne, og så skal der pilles i de helt små detaljer ved den næste gennemgang... Hvordan jeg på en publikumsvenlig måde får formidlet dét arbejde ved jeg endnu ikke, men jeg har jo også lidt tænketid at løbe på endnu.


prelude no 3 from Thomas Lyng Poulsen on Vimeo.


prelude no 4 from Thomas Lyng Poulsen on Vimeo.