Så gik endnu en uge i selskab med den gode Heitor. Jeg fik læst det sidste af "The World of Villa-Lobos", og er så småt begyndt på endnu en bog, der ganske simpelt hedder "Heitor Villa Lobos". Det ser ud til at være en bog, der i modsætning til de 2 bøger jeg har læst indtil nu, mere går i kødet på musikken end på manden. Det skal nok blive spændende. Etude no. 2 er en prøvelse for venstre hånds lillefinger, gode gamle fjerde finger. Jeg har flere gange i løbet af ugen haft meget nemmere ved at forholde mig medfølende til de begynderelever, der når jeg beder dem om at bruge fjerde finger i stedet for at gøre sig nærmest umulige krumspring for at undgå at bruge den, svarer, at: "Den vil ikke!!!"
Jeg er faldet over en bachelor-afhandling om netop de 12 etuder, og forskellene på 1928-manuskriptet og Max Eschig-udgaven, hvad der jo er vældig interessant for mig lige nu - uagtet min tendens til en vis ironisk distance overfor dem, der VIRKELIG går op i, hvad der er den rigtige udgave. Under læsningen fandt jeg ud af, at der er et par små forskelle jeg ikke fangede sidste uge, på de 2 udgaver af etude no. 1. Ikke noget, der gør den vilde forskel på det samlede indtryk, men dog noget der vil kunne høres ved en direkte sammenligning; nemlig enkelte toner, som jeg i sidste uges video spillede som flageoletter, som i ét tilfælde er noteret som almindelig tone i Max Eschig, og i det andet tilfælde er noteret som almindeligt spillet tone i manuskriptet. I begge tilfælde synes jeg, i al beskedenhed, at jeg havde ret i mit valg, at spille dem som flageoletter.
I denne uge har jeg valgt at spille ugens etude i en hybrid-verison, da jeg faktisk mener, at dette må være den i sidste ende rigtige måde, at gå til etuderne på, for mig. Også etude no. 2 er rigt udstyret med gentagelsestegn i Max Eschig-udgaven, i modsætning til manuskriptet, og også denne gang føles det for mig mest rigtigt at spille dem. Til gengæld er der i manuskriptet en noget mere - for mig at se - logisk spilleanvisning, på den afsluttende opadgående figur, i forhold til understemmen på de 3 sidste toner op mod slutakkorden. I grunden et ret fiffigt greb, at spille "bagved" den grebne tone, samtidig med man spiller den på sædvanlig vis. 2 samtidige toner på samme streng; godt tænkt, altså! Beskrivelsen i Max Eschig-udgaven kan tolkes på samme måde, selv om den er noget uklar, dog mangler der så et par fortegn før det klingende resultat afspejler det noterede, men trykfejl er jo ikke ligefrem ukendt i musikudgivelser, og da slet ikke dengang nodesats og -tryk var en manuel og særdeles tidskrævende proces. Jeg synes, at den version jeg spiller, har en åbenlys musikalsk logik, den er lettere at udføre end de andre tolkninger på Max Eschig-notationen jeg har hørt og set (dem der ikke vælger at ignorere notations-forskellen på de 2 stemmer, og bare spiller understemmen som traditionelt grebne toner). Den sidste forskel jeg har registreret, er sidste tone i det lange nedadgåede skalaløb før arpeggio-strukturen genoptages. Gis i manuskriptet, Fis i Max Eschig... Det giver naturligvis en forskellig farvning, men jeg er endnu ikke nået til enighed med mig selv om, hvilken der forekommer mig mest musikalsk. Fis ene er mere folkloristisk, Gis mere "klassisk".
Tempomæssigt er jeg stadig til den sløve side, og der er plads til forbedring på visse passager, ligesom jeg dynamisk set brændende ønsker mig mere overskud til at forme, men her er den, som den kunne nå at blive til i dag.
I aften skal der spille op til fest på Nytorv i Slagelse - Så nu vil jeg gå i gang med at lade mit alter ego med elguitaren op!
Etude no 2 from Thomas Lyng Poulsen on Vimeo.
Direkte link til video
Ingen kommentarer:
Send en kommentar