Man skal lære så længe man har elever, var der engang en klog mand der sagde.
Det er ofte mens jeg underviser - altså mens jeg lytter på musik, frem for når jeg selv spiller, at jeg opdager, hvad der gør musik interessant at lytte på. En af de allervigtigste ting, er dynamik, og derfor vil jeg godt have lov til at sige undskyld. I 10 uger, har jeg kastet videoer efter jer, hvor der stort set aldrig, sådan for alvor, spilles svagere nuancer end leverpostejs-mezzoforte-hverken-eller. Derfor har jeg lagt mig i selen i denne uge, for at få hele det dynamiske spænd i spil - især fordi det er så fristende, netop i denne etude, bare at smadre derudaf, når først man er kommet i gang.
Villa-Lobos kunne tilsyneladende ikke blive enig med sig selv om, hvordan etuden skal spilles. Tonerne er i det store hele ens i det så ofte omtalte 1928-manuskript og 1953-udgivelsen. Der er forskelle også her, og jeg har forholdt mig til dem ud fra en god blanding af spilletekniske og stemmeføringsmæssige overvejelser, men de virkeligt interessante forskelle ligger faktisk i foredragsangivelserne. I den ene version bølger de første 2 takter fra sagte piano til mezzoforte og tilbage. I den anden startes mezzoforte, og bølger op om et potent forte og tilbage igen. De sidste 2 takter er i den ene markeret toujours a tempo, altså på det allerbestemteste uden nogen som helst form for opbremsning, mens den anden siger Allargando - en ret markant form for nedbremsning. Hvad Søren skal man som oplyst musiker så konkludere? Jeg konkluderer, at Villa-Lobos var musiker med en improvisatorisk sjæl. Han kunne lide at lege med udtrykket, og når han nedskrev noget, hørte han for sit indre blik en fortolkning, som han fik lyst til, at skrive ned, som et forslag til fortolkeren. Ved revisionen har han så måske siden første nedfældning hørt det spillet anderledes, eller bare ved gensynet af noderne fået en anden idé, som så har fundet vej til papiret.
Netop det improviserende element i forhold til formningen af musikken, er min helt store kærlighed. Jeg har ofte svært ved komponister, der med tegn og gerninger forsøger at styre i detaljen, hvordan jeg skal spille deres musik. Så det passer mig fint her, at konkludere, at Villa-Lobos tydeligvis ønsker, at fortolkeren arbejder med dynamik og tempo frem for i denne etude blot at lire toner af i en lang pølse af lyd.Og det har jeg så forsøgt.
Etude no 2 from Thomas Lyng Poulsen on Vimeo.
Direkte link til video
Ingen kommentarer:
Send en kommentar