Jamen, er det ikke dén der guitar fra Halloween igen (hvis nogen overhovedet følger med i en grad, så de ved, hvad jeg mener med den sætning...)?
Jo, det er det. Jeg kunne ikke slippe tanken om den, og var nødt til at anskaffe den. Så nu er den min, og jeg ejer nu, ud over min gamle, trofaste følgesvend bygget af velrenommerede og anerkendte Ignazio Rozas, endnu en klasseguitar, bygget af en mand, som kun et fåtal af verdens guitarister overhovedet aner eksisterer, bygget i hans kælder hen over vinteren 2011-12, af udsøgte materialer. Hvert stykke træ med en særlig historie om, hvordan det fandt vej til denne kælder. Et grandæk af træ, der har lagret i ikke mindre end hundrede år og sider og bund af intet mindre end vaskeægte Rio-palisander, fra før den slags blev forbudt, som ved et tilfælde blev fundet i et hjørne for år tilbage.
Under mit besøg, for at købe guitaren blev jeg vist rundt i værkstedet, og fik grundige forklaringer på processen med at bygge en klassisk guitar - et emne, som jeg på forhånd vidste sørgeligt lidt om. Jeg er fuldstændig overvældet over det tidsforbrug og den omhyggelighed, der er lagt i mit instrument uden andet formål, end glæden ved at skabe så godt et instrument som menneskeligt muligt. Nu håber jeg blot, at jeg kan yde guitaren en smule retfærdighed gennem mit spil, og forhåbentlig også give nogle mennesker oplevelser der rør dem undervejs i mit liv med den.
Ikke at jeg nogensinde vil holde op med at spille på min Rozas; men nu har jeg også en Hansen, som vil få tildelt en anselig andel af spilletiden.
Og så er det i øvrigt etude nummer 9, der er på tapetet i denne uge, og selvfølgelig skal den spilles på Hansen-guitaren i anledningen af anskaffelsen. Den skal lyde så legende let og simpelt, den her, og det bliver en proces der kommer til at tage langt mere end en uge, at komme helt i mål, hvad det angår. Men her er min foreløbige version. Det musikalske materiale er meget begrænset, og netop derfor må udtrykket holdes simpelt; det er en melodi et barn kunne finde på at gå og nynne for sig selv, frit fabulerende, og det simple, men i anden halvdel af etuden absolut ikke letspillelige akkompagnement, må virkelig holdes så let og elegant som overhovedet muligt, så musikken ikke får en unaturlig tyngde, der går ret imod melodiens inderste sjæl.
Og nu skal jeg nok lade være med at komme med flere udenomsforklaringer, og fremvise frugten af en uges mellem-alt-muligt-andet-indskudte øvepas.
Etude no 9 from Thomas Lyng Poulsen on Vimeo.
Direkte link til video
Ingen kommentarer:
Send en kommentar