Så nåede jeg enden. Det sidste præludie, den sidste solosats (bortset fra uudgivne småstykker, skitser og den slags, som jeg ikke har valgt at inkludere i dette projekt). Det er en underlig fornemmelse, men på sin vis glæder jeg mig også til at holde blog-fri i næste uge, mens jeg beslutter mig for, hvad mit næste skridt skal være - ud over selvfølgelig at få spillet det hele igennem igen, og igen og igen, som man jo gør...
Jeg har undladt at omtale en ellers ofte gentaget pointe omkring præludierne, nemlig det enkelte præludies ikke i udgivelsen trykte undertitel, som ellers er nok så interessante, hvis man mangler et billede at koble på musikken som udøver eller lyttende modtager. I denne afrunding af min gennemspilning af værkerne, vil jeg knytte et par ord på, hvordan disse undertitler hænger sammen med musikken, når jeg spiller den.
Præludie nummer 1 hedder "Lyrisk melodi. Hyldest til de brasilianske Sertanejos". Jeg skylder måske nok ikke-brasilianere at nævne, at jeg har læst mig til, at en Sertanejo, er en mand fra Sertão-regionen, hvor store dele af befolkningen lever en tilværelse, der til dels kan sammenlignes med amerikanske cowboys - på brasiliansk... Jeg synes, at jeg hører de åbne vidder i de langsomme dele, og den sparsomme fritids barbesøg, i den hurtigere dur-del.
Præludie nummer 2 har også den noget mere maleriske dobbelt-undertitel: "Capadocía og Capoeira-melodi/ hyldest til Carioca-hustleren". Capadocías og Capoeiras, er tyve og røvere i bredeste forstand; nogle steder har jeg set dem beskrevet som decideret mafia-agtige. Jeg hører melodien med dens mange temposkift og pludselige indslag af "skæve" toner i det ellers ret ligetil lydbillede som en musikalsk inkarnation af skurkagtige personagers tilsyneladende venlighed med en underspillet men klar understrøm af voldelige tendenser for den der ikke passer på. De få gange jeg har oplevet Capoeira-dans får jeg samme fornemmelse af noget elegant og tilsyneladende harmløst, som har en potentielt farlig understrøm.
Præludie nummer 3 har jeg nævnt, kaldes "Hyldest til bach". Grunden hertil har jeg også berørt.
Præludie nummer 4 kalder sig: "hyldest til de brasilianske indianere". Den sørgmodige og enkle melodi giver mindelser om raffineret, men ikke i vestlig forstand udviklet kultur, om naturens storhed og den slags. Det hurtige afsnit fortæller mig om den vildskab stammefolkene også er nødt til at besidde, for at stammen kan overleve.
Præludie nummer 5 kaldes: "Hyldest til selskabslivet - de unge teenagere, der kommer i Rios teatre og koncerthuse". Letbenede melodier, ungdommeligt letsind.
Dybest set mener jeg at denne slags billeder på musik er overflødige, hvis musikken spilles med nerve og indlevelse - på den anden side er en af de hurtigste veje til nerve og indlevelse for mig som udøver, at koble billeder og historier på musikken. Som regel overlader jeg det dog til publikum, at danne egne billeder og historier, frem for at påtvinge dem mine.
Tak til dem, der har fulgt med så langt. I næste uge holder jeg Lobos-fri.
Prelude no 5 from Thomas Lyng Poulsen on Vimeo.
Direkte link til video
Ingen kommentarer:
Send en kommentar