søndag den 4. januar 2015

Uge 23 - Præludie nummer 3 og 4

This post in English

En uge plus det løse efter neglekatastrofen var det blevet videotid igen. En mindre teknisk vanskelighed var lige ved at udskyde de næste videoer i rækken yderligere - strømforsyningen til det videokameraet gemmer sig i flytterodet. En kreativ opstilling af møbler og en mobiltelefons kamera endte med at redde dagens optagelser. Den første video i dette indlæg er præludie nummer 3 - det skrev jeg om i sidste uge. Derefter kommer nummer 4 - næsten pinagtigt enkelt i sin opbygning. Fristende at tage for let på; hvilket hurtigt fører til absolut unødvendige spillefejl.

Jeg skrev i sidste uge, at jeg ikke er helt ubefaren i forhold til, at kompensere for mindre-end-ideel-neglelængde; men også det kræver ekstra fokus, så jeg følte mig mere end almindeligt presset da jeg optog videoen. Om det kan ses og høres må være op til den enkelte. Hvad jeg finder mere interessant er, hvor meget af sin klang min Hans-Henrik Hansen-guitar bibeholder, selv om mit vigtigste tonedannelsesredskab er i udu. Værd at huske, skulle uheldet være ude en anden gang, omend jeg langt fra finder det behageligt, at spille med så korte negle som jeg har i dag.

I næste uge afslutter jeg første gennemspilning af sologuitarværkerne, og så skal der pilles i de helt små detaljer ved den næste gennemgang... Hvordan jeg på en publikumsvenlig måde får formidlet dét arbejde ved jeg endnu ikke, men jeg har jo også lidt tænketid at løbe på endnu.


prelude no 3 from Thomas Lyng Poulsen on Vimeo.


prelude no 4 from Thomas Lyng Poulsen on Vimeo.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar