lørdag den 2. august 2014

Rejsen udi Villa-Lobos' samlede værker for sologuitar begynder...

English version of this post

Ferien med familien er ovre. Den uge, der er ved at være gået, er blevet brugt hjemme, med forberedelse til den nært forestående musikskolesæsonstart og med produktion af demomateriale til Heatwave (Det fede partyband jeg er så heldig at være en del af - for dem måtte studse over, hvad det nu er for noget).

Vigtigere, dog, i denne blogs kontekst, har det været den første uge af mit Villa-Lobos eventyr. Jeg har brugt ugen i selskab med partituret til den hoftesvingende Choro nô. 1; jeg har set choro-dokumentarer på youtube og lyttet til musik med Jacob do Bandolim og Pixinguinha for at få en bedre fornemmelse for den musik, der løber som en stærk understrøm i Villa-Lobos' guitarmusik. Disse to, er så vidt jeg har kunnet opsnappe giganterne inden for choro-musikken, så det virkede som det rigtige sted at starte.

Herudover har jeg læst lidt biografisk materiale om Villa-Lobos, og nogle analyser af udvalgte guitarstykker - men vigtigst af alt, så har jeg øvet på min Ignazio Rozas 1a especial med spritnye bånd!

Som afrunding på dette indlæg er her en video af Choro nummer 1, som den lyder efter en uges arbejde. Der er stadig mange detaljer at pudse af, men det er altså her, jeg er lige nu...

Choro no 1 *Work In Progress* from Thomas Lyng Poulsen on Vimeo.


direkte link til Choro no. 1

2 kommentarer:

  1. hej Thomas,
    Spændene projekt med denne blog, lad os håbe den fører til konstruktiv dialog og gensidig inspiration! For mig har denne choro vedvarende været en balancegang mellem at komme ordentligt ud i hjørnerne, og at holde pulsen gående. Der er så mange gentagelser at man må gøre noget (!) for at få dem til at give mening. Hvordan bliver temaet interessant og spændende også 5. gang man spiller/hører det? Jeg har masser af ideer men ingen definintive bud, så jeg er meget spændt på hvad du kommer frem til!
    Om det tekniske: Videoen ville nok se bedre ud hvis den ikke var taget i modlys fra vinduet, men det er måske med vilje?
    Held og lykke med projektet, glæder mig til næste post :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Anders,
      Tak for ordene. Puls er også et kodeord for mig - De dér sekstendedels-fermat-frase-slutninger-henholdsvis-optakter... At holde fremdrift og fraseslutnings-/ optaktsfornemmelse i dem, så det ikke bare bliver 4 ekstra slag, har jeg eksperimenteret en del med. Jeg er slet ikke i mål endnu - og jeg er enig i, at der skal ske noget med de mange gentagelser... Jeg har arbejdet på nogle bud, men ingen af dem var modne til at komme med i videoen, da det blev fredag.

      Modlys har jeg fået indtil flere kommentarer på, så det bliver der gjort noget ved til næste gang! Jeg tænkte ikke nærmere over det - tog blot en video, hvor jeg sad, hvor jeg sidder, når jeg øver.

      Slet